Så fortsætter de tyske slagtesvin igen op i pris

Den tyske notering for slagtesvin er steget 22,5 øre og går over 13 kr.

Efter en række uger med stilstand flytter den tyske slagtesvinenotering igen på sig med en stigning på tre eurocent svarende til cirka 22,5 øre. Dermed er noteringen på 1,76 euro pr. kg svarende til 13,11 kr.

Der er mangel på slagteklare grise, og det giver stigende noteringer.

"Efter nogle korte slagteuger med manglende slagtedage i forbindelse med påsken og første maj slagter de tyske slagterier igen med fuld kapacitet. Efterspørgslen er således igen på normalt niveau, mens udbuddet af slagteklare grise fortsat er forholdsvist lavt. Derfor leder tyske omsættere p.t. ofte efter yderligere partier af slagteklare grise", forklarer Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Han oplyser samtidig, at de store tyske slagterier ikke mærker nye impulser på kødmarkedet, hvor priserne betegnes som stabile, selv om der ventes en stigende efterspørgsel som følge af den forestående grillsæson og eksporten til Asien i de kommende måneder.

Ifølge Markus Fiebelkorn er der blandt tyske markedseksperter fokus på, at underskuddet af svinekød sandsynligvis vil vokse markant i Kina i andet halvår af 2019.

"I 2016 var pristoppen på 26,80 kr. pr. kg slagtevægt, men den nuværende situation er værre end for tre år siden. Kinesiske estimater siger, at prisen kan stige til 32,30 kr. pr. kg slagtevægt. Endnu vigtigere end pristoppen er det imidlertid, at man ikke kan regne med, at nedturen i den kinesiske produktion vil stoppe i den nærmeste fremtid. Det vil tage flere år, før svineproduktionen i Kina vil stabilisere sig og måske vokse igen", anfører han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle