Så skete det: Tyske slagtegrise stiger endelig i pris

Efter seks ugers stilstand flytter den tyske slagtegrisenotering sig i prispositiv retning.

Signalet er ikke til at tage fejl af: En smule optimisme har bredt sig i den tyske grisesektor, der længe har sukket efter højere noteringer som følge af de betydelige stigninger på foder- og energiomkostningerne.

Og nu er der slået et lille vigtigt hul på bylden. Efter seks uger med stabile noteringer på slagtegrise i Tyskland stiger noteringen i dag, onsdag, med 37 øre til 13,78 kroner.

Den prispositive retning er en følge af et faldende udbud af slagteklare grise. Et forhold, der gør sig gældende i hele Europa, hvor producenter har valgt at indstille produktionen på grund af elendig økonomi. I Tysklands tilfælde er slagtningerne faldet med godt 12 procent i april målt i forhold til året før.

- Efter de seneste helligdage stiger slagteriernes efterspørgsel nu i Tyskland. Tyske omsættere har således ikke længere problemer med at afsætte slagteklare grise, men det er svært at skaffe de efterspurgte slagtesvin til slagtning. Som følge heraf begynder priserne at stige. Som situationen p.t. ser ud, forventes der yderligere prisstigninger på det tyske marked i de kommende uger, anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle