Sådan får du det maksimale ud af fire typer medarbejdere

Føleren, Tænkeren, Handleren og Forandreren. Sådan er titlen på de fire personlighedstyper, som hver især motiveres på forskellig vis, sagde oplægsholder på Kvægkongres.

- Skab følelsen af fællesskab hos føleren

- Vær detaljeret og velforberedt overfor tænkeren

- Få pointen frem med det samme, hvis du taler med handleren

- Tal om fremtiden med forandreren

Gør du det, så er du godt på vej til at opnå en bedre kommunikation på din arbejdsplads. I hvert fald hvis du spørger erhvervspsykolog, Henrik Leslye, som mandag aften holdt foredrag om kommunikation til kvægkongressen i Herning.

Ifølge ham kan man ved at lære at genkende og forstå de fire forskellige mennesketyper blive bedre til at få en god kommunikation med medarbejderen og få det optimale udbytte ud af deres ressourcer.

Sig godmorgen til en føler

Hver type er styret af deres forskellige grunddrifter. Følerens grunddrift er at samle flokken, og de er derfor meget sociale og omsorgsfulde. For dem betyder den gode stemning meget og for at skabe en god kommunikation, er det derfor vigtigt, at man spørger ind til dem.

»Sig godmorgen til en føler, og når der er problemer så sig, skal vi to sætte os ned og finde en løsning sammen. Når du bruger ordene vi og sammen, så får føleren en fornemmelse af fællesskab, og så har de det rart,« sagde Henrik Leslye.

Mere om dette tema

Der kommer løbende nyheder fra årets kvægkongres. 

Forbered dig på en tænker

For tænkeren handler det om detaljer og struktur, og knap så meget om følelser. De kan virke lidt stive i det, og de snakker helst kun fagligt. Det er fakta og forberedelse, som tæller, og derfor er det en god ide at være velforberedt i din kommunikation med tænkeren. Spørg ind til de ting, som interesser en tænker, men regn ikke med den samme personlige snak, som du kan få hos en føler.

Kom frem til pointen - nu

Handleren er drevet af at tage beslutninger og er ikke bange for at tage risici. For at få et godt samarbejde med en handler er det dog vigtigt, at du kommer frem til pointen med det samme.

»Få svesken på disken, hvis du står overfor en handler. De vil i mål, og det kan kun gå for langsomt,« forklarede Henrik Leslye.

Tal forandreren ind i fremtiden

Når du står over for en forandrer, vil du opleve, at han har masser af ideer og alternative måder at gøre tingene på. De er meget kommunikerende, fyldt med energi og er meget svære at holde inde på banen, fortalte Henrik Leslye. Udfordringen med en forandrer er at få ham til at træffe en beslutning. De drives nemlig af at prøve nye ting, og ikke af at afslutte ting, og derfor kan kommunikationen med en forandrer blive bedre, hvis man taler om, hvad der kan gøres i fremtiden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.