Sådan får du styr på dine beholdninger af grovfoder

Regn efter om der er foder nok resten af sæsonen eller juster foderet, så det passer.

Af Rina Oldager Miehs, Kvægbrugskonsulent Syddansk Kvæg

Nu når du alligevel beregner status på dine beholdninger til regnskab, så tjek om det daglige forbrug kan fortsætte til ny høst.

For at regnskabet 2018 kan færdiggøres er det vigtigt, at du melder status ind på dit foder pr. 31/12-18.

Når du alligevel skal opmåle dit grovfoder til statusindberetning – så brug målene til at regne på, hvor langt dit grovfoder rækker og måske få tilpasset de daglige udfodrede mængder.

Udjævn overgangen

En velovervejet fordeling af dit grovfoder indtil næste høst giver dig mulighed for at lave den mest optimale fodring, hvor overgangen mellem foderemner kan udjævnes og derved gøre fodringen mere stabil over en længere periode. Det kommer mikroorganismerne i vommen til gode, hvormed vommen fungerer bedre, og der opnås en stabil produktion, uden store udsving.

 

Det daglige forbrug du har lige nu af græs og majs – kan det fortsætte indtil ny høst? Bliver stakken(e) opbrugt for hurtigt eller vil det passe med et lille overlap? Jo før den udfodrede mængde bliver tilpasset, jo mindre behøver justeringen at være.

På grund af sommeren 2018 er der mange besætninger som har lavere beholdninger af grovfoder til rådighed end forventet. Det kræver en god styring af det daglige forbrug. Og den mest optimale fodring kan laves med små justeringer hen over året i stedet for et stort skifte imellem forskellige mængder - fordi beholdningen ”lige pludselig” forsvandt.

Vi kan prøve at lave tre regnestykker med en begrænset beholdning af græsensilage:

Regnestykke 1

Græsbeholdningen pr. 31.12.2018 er på 175.000 FEN og denne beholdning skal række til 01.07.19, altså i alt 181 dage, for der ligger 1. slæt 2019 klar til udfodring. Det er 200 køer der skal æde af denne græsbeholdning.

Inden 31.12.18 udfodres der 6 FEN pr. ko pr. dag, men for at græsset kan række, må der max udfodres 4,8 FEN pr. ko pr. dag de næste 181 dage. Så mængden skal justeres ned med 1,2 FEN pr. ko pr. dag. Dette skifte kan laves i foderplanen med en lidt anden fordeling af de andre fodermidler, så køerne får en længere periode med stabil fodring.

Regnestykke 2

Hvis der derimod efter 31.12.18 fortsættes med at udfodre 6 FEN pr. ko pr. dag frem til fx den 01.04.19. Så skal køerne pr. 1/4 justeres kraftigt ned på 3,7 FEN indtil 1. slæt ligger klar. Denne ekstra forskel fra 6 til 3,7 FEN i forhold til fra 6 til 4,8 FEN kan have stor betydning for om foderplanen kan tilpasses optimalt både for koen og for bundlinjen.

Regnestykke 3

En sidste mulighed er, at der efter 31.12.18 fortsættes med at udfodre 6 FEN pr. ko pr. dag, uden at der tjekkes op på om beholdningen kan række. Så slipper græsset op ca. den 24. maj og der skal tænkes hurtigt for at give køerne en optimal fodring. Men dette vil blive svært at redde uden at påvirke køernes sundhed og derved ydelse. Hvis der tidligere var regnet på beholdningerne kunne dette være forudset og der ville ligge indkøbt græsensilage klar til når beholdningen slap op.

Tag fat i din lokale kvægbrugskonsulent og få et overblik over dine beholdninger af både græs og majs – så du undgår at blive overrasket.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.