Sådan kommer du i gang med økologi

Der er mange muligheder, og omlægning til økologi betyder mange beslutninger om, hvordan det skal være på din bedrift. Det første råd skal være at finde en sparringspartner med stor erfaring med økologisk drift - din nabo, der er økolog eller en økologikonsulent. De kan give dig det bedst mulige grundlag for at træffe de beslutninger der er rigtige for netop din bedrift.
Økologikonsulenten kan hjælpe dig med at få skrevet og sendt ansøgningerne til den rigtige tid og det rigtige sted.
Find en økologikonsulent på www.lr.dk/oekokonsulent

Du skal fortsat overholde alle de regler der gælder for landbrugsdrift i Danmark. Oven i det kommer så reglerne for økologisk drift og kontrollen af dem, som Plantedirektoratet gennemfører en gang om året.
Dokumentation er et vigtigt nøgleord for økologisk drift. Du skal have bilag og deklaration på alt, hvad der bliver købt, og alt hvad der bliver solgt. En god ide er at få ryddet op i gamle rester af handelsgødning, kemikalier og lignende, det gør dokumentationen og kontrollen meget nemmere

Hvornår lægge om?

Du kan omlægge bedriften til økologi hele året rundt - med start den første i måneden. Valget af det rigtige tidspunkt på året for din bedrift afhænger af, hvilken type bedrift du har, og hvilke afgrøder du dyrker på dine marker. Du kan både omlægge marker, du ejer, eller som du forpagter, men du skal råde over dem både for at lægge dem om og for at få tilskud til dem.

Som tommelfingerregel vil det være en fordel for planteavlere at omlægge om efteråret/sidst på sommeren, når vækstsæsonen er slut, og for husdyrbrugere med stor selvforsyningsgrad af foder at omlægge om foråret, så det passer med afgræsningssæsonen.

I figur 1 ses et eksempel på omlægning af en planteavlsbedrift, og hvornår det er muligt at sælge afgrøderne som økologiske. Det mest almindelige omlægningstidspunkt for planteavlsbedrifter er 1. august eller 1. september.

I figur 2 ses et eksempel på omlægning af en kødkvægbedrift, og hvornår dyrene kan sælges som økologiske. Ved husdyrproduktion er der mange individuelle hensyn at tage, og det kan gøres på mange måder, derfor er det en god ide, at omlægningsplanen bliver udarbejdet i samarbejde med en økologikonsulent.

Gødning

Der gælder særlige regler for kvælstoftildeling og harmoni for alle autoriserede økologiske bedrifter. Du må udbringe op til 140 kg total-kvælstof i gennemsnit pr. hektar, og heraf må de 70 kg kvælstof være konventionel husdyrgødning.
Harmonikravet er på 1,4 DE pr. hektar for alle økologiske bedrifter.
Bedriftens kvælstofkvote beregnes på samme måde som i konventionelt landbrug.
Gødningen skal som udgangspunkt være økologisk men kan også være ikke-økologisk husdyrgødning, særlige mineralske gødninger som f.eks. kalium og mangan.

Tilskud til økologisk drift

Tilskuddet til økologisk drift er lige blevet revideret, og satserne for nye økologer fra 2007 vil være 750 kr. pr. hektar pr. år i miljøbetinget tilskud og 1050 kr. i de første to år efter omlægningen og 100 kr. i de tre næste år i omlægningstilskud.
Tilskuddene bliver altid givet for en fem-årig periode. Det vil sige, at i de to første år som økolog kan man få 1800 kr. i tilskud pr. hektar og i de efterfølgende tre år 850 kr. pr. hektar oven i enkeltbetalingen, som alle landmænd kan søge.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle