Sådan kommer du skurv til livs i øko-æbler

Æbleskurv er den værste svampesygdom i økologisk æbleproduktion.

Som avler skal alle mulige tiltag tages i brug for at reducere angreb af æbleskurv i økologisk æbleproduktion.

Der bruges både forebyggende metoder og sprøjtning med svovl. Hvis der bruges svovl, skal brugen optimeres. Brug af kaliumbicarbonat ville forbedre bekæmpelsen.

Forebyggende tiltag

Det vigtigste er at bruge robuste sorter.

Hos langt de fleste skurvresistente sorter er resistensen nedbrudt. Derfor bør der satses på robuste sorter. Sorten Aroma er en af de robuste økologiske hovedsorter, se foto. Undgå skurvsmitte fra omgivelserne, f.eks. fra gamle æbletræer eller røn og sørg for at have små åbne træer, som tørrer hurtigt op efter regn. Hold træerne i rolig vækst. Kraftig vækst og stor kvælstoftilførsel øger følsomheden for æbleskurv. Grundstammerne A2 eller M9 hjælper til at holde væksten rolig. Sørg for at overvintrende løv er nedbrudt, inden træerne springer ud igen. Skurven overvintrer, og smitten starter fra blade, som blev inficeret sidste år.

Varsling mod æbleskurv

Der findes beslutningsstøttesystemer, som hjælper med at optimere bekæmpelsen af skurv.

Angrebene simuleres ud fra information om nedbør, temperatur, fugtige blade og viden om, hvor mange timer bladene skal være fugtige, før skurvens sporer spirer på bladene. Simuleringen tager også hensyn til nedbrydningen af overvintrende inficeret løv, se figuren. Det er bedst at have egen klimastation, så simuleringerne foretages ud fra lokale data.

Det er vigtigst at bekæmpe æbleskurv intensivt om foråret, når de primære infektioner sker. Hvis det lykkedes at holde plantagen fri for skurv, indtil den primære smittesæson er forbi først i juni, kan man slappe mere af resten af sæsonen og eventuelt helt holde op med at behandle mod skurv.

Sprøjtning med svovl

Kumulus S, som indeholder 80 procent svovl, er det eneste middel som avlerne i øjeblikket kan bruge mod æbleskurv.

Svovl i sig selv er ikke særlig effektivt. Derfor er det vigtigt at bruge det så optimalt som muligt. Svovl skal bruges, når regnen er begyndt, og skurvsporerne er udslynget, men inden skurvsporerne begynder at spire og trænge ind i bladene. Dette tidsrum kaldes spiringsvinduet, se figur. Sprøjtningen skal foretages, mens det stadig regner lidt, og bladene er våde. Dette tidsrum er forholdsvis kort, ofte under 12 timer. Perioden kan være alle tider på døgnet. Også klokken fem pinsedag, eller når der er konfirmation. De frugtavlere, der bruger svovl, forsøger at behandle i spiringsvinduet. Selv om alt gøres for at ramme disse tidspunkter, kan det alligevel være umuligt. F.eks. hvis det blæser for meget til at sprøjte, eller hvis det regner for kraftigt, og svovlen skylles af. Så er der brug for kaliumbicarbonat.

Sprøjtning med

kaliumbicarbonat?

Kaliumbicarbonat - også kaldet bagepulver eller det lignende stof natriumbicarbonat (natron) - har i forsøg vist at have en helbredende virkning mod æbleskurv. Selv når skurvsporen er begyndt at vokse inde i bladet, kan disse stoffer bekæmpe infektionen. Dette i en kortere periode på ca. 200 gradtimer. Det vil sige f.eks. 20 timer ved en temperatur på 10 grader.

Kaliumbicarbonat er et tilsætningsstof i mad og drikke og bruges syreneutraliserende i mange tabletter. Natron er et hævemiddel ved bagning og tilsættes brusetabletter. Ved brug af svovl og kaliumbicarbonat kan skurven bekæmpes. Det kræver en akkurat og intensiv indsats at gøre det på de rigtige tidspunker, men forsøg viser, at det har god effekt. Kalium- og natriumbicarbonat er for nuværende ikke tilgængeligt for avlerne.

 

 

 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle