Sådan sikrer du et konstant antal faringer pr. hold

Hvis man kan sikre, at udsvinget i antal faringer pr. hold er under 10 procent, gør man det godt.

Af Mette Holst Tygesen, svinerådgiver, LandboNord

At styre antallet af faringer fra hold til hold er en disciplin, som kun få besætninger mestrer til perfektion - men det er en opgave, som man burde gå mere op i at mestre.

Udfordringen er, at når antallet af søer, der skal sættes i farestalden, varierer, så kommer fravænningsalderen også til det. Det skaber udfordringer igennem hele produktionen.

Hvis man kan sikre, at udsvinget i antal faringer pr. hold er under 10 procent, gør man det godt. Det vil sige, at hvis målet er 100 faringer pr. hold, accepterer man mellem 95 og 105 faringer pr. hold. Ikke under 95 og ikke over 105.

Skub polte frem

Vi oplever nogle gange, at hvis man af en eller anden grund har fået løbet et hold, hvor der er for få søer i, så løber man godt til i det efterfølgende hold. Det er ikke måden at løse det på, for så har man startet grundlaget for nogle store udsving, som kan være svære at rette ind igen.

Har man har et faringshold, hvor der ikke er så mange - det kan fx være fordi der af en eller anden grund har været mange omløbere i et hold - må man tænke fremadrettet og se på, hvornår det ”lille” hold kommer i farestalden, og ikke mindst hvornår skal de søer fravænnes igen.

Ved man, at man om seks-otte uger får et lille hold, der skal fravænnes, så skal man sørge for at få ”skubbet” polte frem, så der er ekstra mange polte klar til løbning i det hold.

I dag har vi muligheden for at styre det med Altresyn, men man kan også sørge for at få flyttet ekstra mange polte ind i løbeafdelingen, så de er klar.

Løb forsikringssøer

En anden måde at styre holdene på er ved at løbe "forsikringssøer”. Det vil sige, at man løber lidt ekstra søer til hvert hold.

Når man har scannet, og der er flere drægtige søer, end der er planlagt til faring, slagter man de søer, der er for mange.

Med en fokuseret indsats kan det lade sige gøre mindske udsvinget i holdstørrelser, se figur 1.

Figur 1. Eksempel fra besætning, der har minimeret udsvinget i antal løbninger pr. hold fra 16 procent til 3 procent

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle