Sæby-slagteri lukker allerede om to uger

Antallet af slagtegrise er så få, at Danish Crown fremrykker lukning af slagteriet i Sæby.

Danish Crown lukker allerede sit slagteri i Sæby fredag den 23. juni – tre uger tidligere end planlagt.

Oprindelig havde slagteriarbejderne på Danish Crowns slagteri i Sæby udsigt til sidste arbejdsdag den 14. juli.

Men antallet af slagtegrise er på et niveau, hvor Danish Crown kan håndtere grisene på sine øvrige slagterier.

- Det viser jo desværre meget tydeligt, hvorfor vi så os nødsaget til at indstille slagteriet i Sæby til lukning. Der er simpelthen ikke slagtegrise nok i Danmark til at holde alle vores slagterier i gang. Når vi har indhentet det, vi var bagud som en konsekvens af forårets helligdage, så vil vi have en slagtekapacitet, der markant overstiger vores behov. Derfor har vi valgt at fremrykke lukningen af slagteriet i Sæby tre uger og fritstille medarbejderne, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Markant fald i antallet af grise

Antallet af grise til slagtning i Danmark er på ugebasis faldet med over 10 procent det seneste år. 

Alene i årets andet kvartal faldt antallet af grise i de danske stalde med 816.000 styk i forhold til starten af 2023, og dermed er antallet af grise faldet med to millioner siden starten af 2022 ifølge Danmarks Statistik.

Derfor indstillede Danish Crown i april Sæby-slagteriet til lukning, efter at der har været lukkedage på alle slagterigigantens slagterier de seneste par måneder.

Samme fremgangsmåde for at kompensere for nedgangen i slagtegrise har konkurrenten Tican ligeledes taget

- De seneste par måneder har vi på skift haft enkelte lukkedage på alle vores danske slagterier og forsøgt at fordele nedgangen i antallet af slagtninger ligeligt blandt vores slagterier. Det giver ikke mening at føre den praksis videre, når vores overskydende kapacitet svarer til det, vi kan slagte i Sæby, og lukkedagene hele tiden skaber frustrationer på vores øvrige slagterier, siger Per Laursen.

Ansatte rykker til andre slagterier

Langt de fleste af medarbejderne i Sæby  bliver nu fritstillet med virkning fra fredag den 23. juni og vil fortsat få deres løn i yderligere tre uger.

For de medarbejdere, som er tilmeldt efteruddannelse i den periode, sker der ingen ændringer.

En del af medarbejderne i Sæby tiltræder fra midten af juli i jobs på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg. 

Hvorvidt nogle af dem kommer til at begynde på deres nye arbejdsplads tidligere, vil blive afklaret i løbet af den kommende uge, oplyser Danish Crown.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle