Søn af dømt i ulvesagen i front for ulvemodstandere

Foreningen Ulvefritdanmark.dk har valgt Steffen Troldtoft som ny formand. "Jeg er vant til trusler og tilsvining", siger formanden.

Foreningen Ulvefritdanmark.dk, tidligere Ulvefrit Danmark, har ikke haft en formand, siden Kim Paulsen trak sig fra posten i maj 2018, men i sidste uge trådte en ny mand til posten.

På bestyrelsens konstituerende møde for foreningen i søndags blev Steffen Troldtoft enstemmigt valgt som formand af de fremmødte.

Steffen Troldtoft var indtil nedskydningen af ulven i Ulfborg folketingskandidat for Liberal Alliance, men trak sig i forbindelse med sagen, efter det kom frem, at han er i familie med den 66-årige, der siden er blevet dømt i sagen, og at han var til stede på den mark, hvor ulven blev skudt.

”Valget af mig som formand vil helt klart blive betragtet som meget negativt af vores modstandere. Men de, der bakker op om vores forening, synes det er rigtig godt, ud fra hvad jeg har hørt”, fortæller den nyvalgte formand i Ulvefritdanmark.dk, Steffen Troldtoft.

Med over 1.100 medlemmer er det landets største sammenslutning af modstandere mod ulve.

Er vant til trusler

Ifølge Steffen Troldtoft har det været meget svært at finde en formandskandidat til foreningen på grund af den hårde tone. der følger med at være fortaler for Ulvefritdanmark.dk.

”Jeg er blevet spurgt flere gange de sidste måneder, om jeg ville tage posten, og til sidst tog jeg imod. Jeg er allerede vant til tilsvining og trusler døgnet rundt, så det vil ikke være noget nyt for mig. Det, der kan gøres mod mig, er allerede gjort”, lyder det fra ham.

Han slår fast, at han agter at blive på posten uanset reaktionerne for at sikre langvarigt arbejde i foreningen.

”Folk har ikke kunnet holde til formandsposten, men vi kan ikke blive ved med at slide formænd op. Nu har vi muligheden for at få en stabil forening, der ikke skal bruge kræfterne på at lede efter en formand igen”, fortæller Steffen Troldtoft.  

Vil i gang med arbejdet

Nu, hvor der er styr på foreningens personel, ser formand og bestyrelse frem til at arbejde med de vedtægter, der blev fastsat på generalforsamlingen i sidste uge, hvor omkring 70 medlemmer mødte op.

”Lovgivningen på området er elendig, som den er nu. Vi begynder at arbejde mod klare regler med det samme. Det gælder især, hvordan man håndterer DNA beviser, og hvordan regulering kan finde sted”, lyder det fra formanden, der også vil nedsætte arbejdsgrupper med specifikke mål.

”Vi vil blandt andet lave en vejledning til, hvordan man klager til myndighederne over ulv. Jeg hører om så mange, der klager over ulven til naboen, men ikke ved, hvor de ellers skal rette deres problemer hen”, siger Steffen Troldtoft, der tidligere har været med til at udarbejde ulvepolitik for Liberal Alliance.

Han understreger, at hans virke som formand i foreningen og relation til ulveretssagen ikke får indflydelse for arbejdet.

”Jeg som formand og Ulvefritdanmark.dk som forening har ingen interesse i at påvirke retssagen omkring den nedskudte ulv. Det holder vi os ude af”, lyder kommentaren.

Faktaboks

Ulvesagen kort

  • 16. april 2018 blev en ulv skudt i Ulfborg, Midtjylland
  • Senere samme dag blev en 66-årig mand sigtet for gerningen
  • 29. april begyndte video af nedskydningen at florere på internettet
  • 28. august kom tiltaleskriftet mod den 66-årige
  • 28. september faldt der dom i Herning byret, hvor den 66-årige fik 40 dages betinget fængsel
  • Herefter har begge sagens parter 14 dage til at vurdere, om man vil anke afgørelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle