Sønderjyde skal styre delegeretmøde

»Jeg forsøger at være usynlig,« siger Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening. Han er manden, der med fast hånd skal sørge for, at kollegerne overholder taletiden ved delegeretmødet i Herning.

For andet år i træk er det Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening, der skal styre slagets gang ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning onsdag og torsdag.

Det har delegeretmødet netop besluttet efter indstilling fra primærbestyrelsen.

Den sønderjyske mælkeproducent har netop forsikret, at han vil styre de delegeredes taletid »rimelig stramt.«

Prøver at være usynlig

Hvad kræver det at være dirigent?

»At jeg leder mødet så godt jeg kan. Jeg prøver at være »usynlig« og forsøger at få folk til at føle sig godt tilpas, når de står oppe på scenen.

 

Hvordan gør man det?

Det gør man ved at give dem en god præsentation og sørge for, at de føler sig trygge. Og så skal man lade dem få den tid, de har behov for. Med respekt for, at vi overholder de tider og de punkter, vi skal nå igennem.«

 

Hvordan forbereder du dig?

»Jeg læser dagsorden og en detaljeret manual igennem rigtig mange gange inden, så jeg ved, hvordan tingene skal være. Så jeg er rigtig godt inde i det hele.«

Snak i salen

Hvad er de største udfordringer du har som dirigent?

»Det er, hvis der er mange, der snakker nede i salen, mens der er nogen på talerstolen. Og så at få fortalt de delegerede, at de har de her to minutter til at få sagt alt det, de vil, og sørge for, at de så også får det sagt. Det kan jeg selvfølgelig ikke styre - men det hjælper, hvis de føler sig godt behandlet.«

Lysende lamper

Hvad gør du når lamperne lyser og de delegerede ufortrødent snakker videre?

»Så siger jeg, stille og roligt, at de skal stoppe. Det er jeg nødt til af respekt for alle de andre, der sidder i salen.

Nyder det - bagefter

Kan du selv nyde delegeretmødet?

»Jeg kan bestemt sætte pris på det, når der er gode talere på talerstolen, mens det ærgrer mig, når nogen kommer op og for 10. gang siger noget, andre allerede har sagt. Der er så mange vigtige ting, vi skal snakke om i landbruget. Men nyde det kan jeg først torsdag eftermiddag, når delegeretmødet er slut. Til festmiddagen onsdag aften drikker jeg ingenting, for jeg skal være klar næste morgen. Specielt i år, hvor der er så mange valg og ting, der skal holdes styr på.

Hvorfor bliver man valgt til dirigent?

»Åh, det ved jeg ikke. Det er måske noget med at signalere lederskab uden at råbe."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle