S-ordfører: Venstre spilder vores tid med samråd

Venstre spilder alles tid med gentagne samråd, mener Socialdemokratiets landbrugsordfører. Hos Venstre mistænker man regeringen for at have en skjult dagsorden.

Ministrene og ordførernes tid kunne bruges bedre end at sidde i de samråd, som blå blok igen og igen hiver miljøministeren og fødevareministeren i.

Det mener regeringens landbrugsordfører Anders Kronborg (S), der mener, at alles tid kunne bruges mere konstruktivt:

"Venstre må jo indkalde til alle de samråd, de vil. Det er bare kontraproduktivt, som jeg ser det. Tager man det seneste samråd, hvor begge ministre var med, så bliver det lidt spild af tid, når Venstre ikke kan finde på andre spørgsmål, end at bede ministeren bekræfte, at jorden er rund", siger ordføreren.

tjener ikke landbruget

Udtalelsen er en hentydning til, at Venstres Erling Bonnesen flere gange spurgte fødevareminister Mogens Jensen, om han og regeringen vil arbejde for at bibeholde et stort, konventionelt og eksporterende fødevareerhverv.

Da Bonnesen ikke mener, at han fik et konkret svar på dette spørgsmål, har han senere indkaldt til et nyt samråd, ligesom han tirsdag indkaldte til det tredje samråd om paragraf 3-forbuddet.

"Det er legalt at stille spørgsmål, og Venstre får også svar. Jeg synes bare ikke, at det tjener dansk landbrug, at Venstre maler kontraster op og forsøger at skabe polemik om regeringens linje ved at antyde, at man ikke ved, hvad vi vil på landbrugsområdet - det ved Erling Bonnesen godt", siger Anders Kronborg.

siger ét, men gør noget andet

Venstres Erling Bonnesen tager kritikken fra Anders Kronborg med ro. Han mener fortsat, at der er brug for at få svar på, hvad regeringen egentlig vil på landbrugsområdet.

"Måske siger de, at de gerne vil landbruget, men på den anden side laver de den ene stramning og beskæring af landbruget, som er med til at reducere landbruget, efter den anden", siger Erling Bonnesen og fortsætter:

"Vi ved, at støttepartierne har meldt ud, at de gerne ser et reduceret landbrug i Danmark, så det er jo det allermest relevante spørgsmål at få svar på lige nu. Vi mistænker, at der er en skjult dagsorden, og vi har ikke fået et klart svar endnu".

ingen uklarhed

Anders Kronborg afviser, at der skulle være uklarhed om regeringens linje på landbrugsområdet.

"Vi vil gerne have et grønnere landbrug, og derfor har vi også sat penge af til udtagning af lavbundsjorde og vil gerne lave jordfordeling. Vi mener også, at dyrevelfærden skal være bedre, men vi ser stadig fødevarearbejdspladserne som værende vigtige, ligesom eksporten er det", siger den socialdemokratiske ordfører og tilføjer:

"Jeg kan overhovedet ikke genkende, at der skulle være nogen uklarhed på det område".

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle