Sagsbehandlingstider for husdyrsager stiger igen

For andet år i træk stiger sagsbehandlingstiderne for husdyrsagerne hos kommunerne. Det tager nu næsten fem måneder i gennemsnit at behandle en sag. En måned mere end for to år siden. Miljøstyrelsen indkalder KL til møde. Griseformand er utilfreds.

Det går den gale vej, når det handler om den tid det tager for kommunerne at afgøre sager om miljøgodkendelser eller miljøtilladelser til husdyrbrug. 

Ifølge den årlige sagsbehandlingsstatistik, som Miljøstyrelsen står bag, så tog det i 2021 i gennemsnit 4,9 måneder at behandle sagerne ude i landets kommuner, når man gør tallet op for alle sagstyper. I 2020 var det tal 4,2 måneder. I 2019 var kommunerne nede på under fire måneder sagsbehandling i gennemsnit.

Sagsbehandlingstiden er stigende i sager, der vedrører både mindre og større husdyrbrug. 

De stigende sagsbehandlingstider får nu Miljøstyrelsen til at indkalde Kommunernes Landsforening til et møde. 

- De seneste statistikker af sagsbehandlingstider for husdyrsager viser, at sagsbehandlingstiderne for godkendelser og tilladelser efter husdyrbrugloven er stigende. Derfor har Miljøstyrelsen aftalt med KL, at drøfte baggrund og mulige løsninger på de stigende sagsbehandlingstider, skriver Miljøstyrelsen i den nyhed, hvor man offentliggør sagsbehandlingsstatistikken.

Stærkt utilfredsstillende

Fra Erik Larsen, formand for L&F Griseproduktion, er der stor utilfredshed med de stigende sagsbehandlingstider.

- Det er klart utilfredsstillende. Folk forventer at få et svar på deres ansøgninger om tilladelse, så det er helt utilstedeligt i de kommuner, hvor sagsbehandlingstiderne stiger, lyder det fra griseformanden.

Han fortæller, at som han er orienteret, så er der i flere kommuner simpelthen for lidt mandskab til at behandle ansøgningerne.

- Jeg tror, at det er manglende ressourcer ude i kommunerne, som er årsag til det, siger Erik Larsen.

Han fortæller, at i de kommuner, der burde man i øvrigt være helt klar over det, hvis det halter med sagsbehandlingstiden.

Selvom sagsbehandlingstiderne i år er stigende, så er den stadig under niveauet for omkring 10 år siden.  I 2013 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 7,9 måneder.

Listen over kommuners sagsbehandlingstider i 2021 i husdyrsager kan ses her.

Faktaboks

Sagsbehandlingsstatistik for husdyrsager (alle kommuner, alle typer sager)

2021: 908 sager, 4,9 måneders sagsbehandling

2020: 1065 sager, 4,2 måneders sagsbehandling

2019: 870 sager, 3,9 måneders sagsbehandling

2018: 965 sager, 4,2 måneders sagsbehandling

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle