Salget af plantedrik er firdoblet

Danskerne har købt mere og mere plantemælk de sidste fire år. Det til trods slår det firdoblede salg ikke komælkens.

Sojamælk, havredrik og mandeldrik er blot nogle af de navne, som de økologiske plantebaserede erstatninger til komælken går under. Og salget har været stødt stigende siden 2016, hvor Danmarks Statistik opgjorde salget første gang.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailomsætningen af økologisk plantedrik er steget med 22 procent fra 2018 til 2019. Ifølge Landburg og Fødevarer er tendensen med de plantebaserede drikkevarer formentlig noget, der vil fortsætte i de kommende år, fordi flere danske mejerier lancerer plantedrikke.

Den samlede detailomsætning af økologisk plantedrik var på 86 millioner kroner i 2016 og steg til 169 millioner kroner i 2019.

STADIG MEST KOMÆLK

Tallene kommer fra det samlede detailsalg af økologiske produkter i 2019, hvor også komælk er med i statistikken.

 

Selvom salget af de plantebaserede drikkevarer har haft en meget markant stigning, overgår de dog ikke den økologiske komælk, som omsatte for 1,3 milliarder kroner i 2019. Den omsætning udgør mere end syv gange omsætningen af plantedrikken.

Komælkens omsætning steg mere roligt med syv procent fra 2018 til 2019. Den stigning er i følge Danmarks Statistik mest af alt sket på grund af prisstigninger. Der blev dog solgt 123.000 ton komælk mod 10.000 ton økologisk plantedrik.

Blandt de forskellige komælkevarianter blev der med sine 53.000 ton klart solgt mest økologisk minimælk, som lavede en omsætning på 533 millioner kroner.

Samlet var detailsalget af alle økologiske fødevarer estimeret til 12 procent af det samlede salg af fødevarer i 2019 mod 11 procent i 2018.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle