Salget af Skare Foods fabrikker er nu officielt

Efter konkurrencemyndighedernes godkendelse er de to pålægsfabrikker i Christiansfeld og Aarhus nu en del af Delika Food Group.

Delika Food Group har nu officielt overtaget pålægskoncernen Skare Foods' to fabrikker i Aarhus og Christiansfeld. 

Konkurrencemyndighederne godkendte handlen i sidste uge, og nu er overtagelsen også registreret i cvr-registret.

Delika købte pålægsfabrikkerne, efter Kurt Skare erklærede store dele af sin kødkoncern samlet i Skare Holding A/S – herunder Skare Meat Packers - konkurs i starten af februar

Konkursen omfattede ikke pålægsfabrikken i Christiansfeld og Defco-fabrikken i Aarhus, der var samlet i Skare Food A/S.

Disse aktiviteter købte Delika Food Group (DFG) få dage efter konkursen, hvor alle 193 ansatte på de to fabrikker ligeledes blev garanteret ansættelse.

- I Delika Food Group-regi er vi meget tilfredse med overtagelsen af de to fabrikker, som øger vores kapacitet og især vores eksportandel betydeligt. Vi tror, at store dele af sortimentet fra fabrikkerne i Christiansfeld og Århus kan supplere de sortimenter DFG allerede har og kan danne rammen for at sikre konkurrencedygtige sortimenter til dansk detailhandel produceret i Danmark på danske fabrikker, udtalte managing partner og direktør i Erhvervsinvest, Thomas Marstrand i en pressemeddelelse.

Nye navne til fabrikker

Erhvervsinvest ejer Delika Food Group, som producerer pålæg, pølser og røgvarer på tre fabrikker i Aalborg, Haderslev og Engesvang ved Silkeborg.

De to fabrikker i Aarhus og Christiansfeld kører videre under navnene Delika Aarhus A/S og Delika Christiansfeld A/S med Delikas nuværende administrerende direktør, Henrik Biilmann, som topchef.

DFG har i alt 142 medarbejdere fordelt på tre produktionsfaciliteter i Aalborg, Haderslev og Engesvang samt på distributionslager i Skjern og kontoret i Horsens.

Pålægsproducenten omsatte i 2021/22 for 488 millioner kroner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle