Samlet landbrug står bag stormøde om ammoniakregler

Politikerne skal for alvor have øjnene op for de store problemer, ammoniakreglerne pålægger landbruget og ikke mindst naturen. Derfor indkalder et samlet landbrug nu til stormøde.

Der skal ske virkelig til at ske noget med de problematiske ammoniakregler.

Sådan lyder meldingen fra et samlet landbrug, der har indkaldt til stormøde om de paradoksale ammoniakregler, der forhindrer landmænd i at udvikle produktionen, at bygge mere miljøvenlige stalde og lave ny natur.

”Vi samler hele erhvervet for at få flest mulige mennesker involveret og for at sende et signal om, at det her er et kæmpe problem for dansk landbrug. Det er et emne, vi har arbejdet med i flere år uden rigtig at få et gennembrud, og derfor skal der sættes fokus på det nu", lyder det fra Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

”Det handler i bund og grund om rigtig mange individuelle landmænds muligheder for at udvikle og drive deres bedrifter. Nogle har problemer med at få miljøgodkendelser i hus, og andre står i en situation, hvor deres udviklingsmuligheder er fuldstændig låst”, siger han og peger også på, at reglerne fanger landmænd i en situation, der ingenlunde gavner hverken miljøet eller landbruget.

”Der står også landmænd klar til at lave en modernisering og udvidelse af produktionsapparatet, som vil nedsætte belastningen af omgivelserne. Men det får de nej til, fordi de har et følsomt område i nabolaget, og de derfor simpelthen ikke må ændre noget. Det er jo paradoksalt”, siger Martin Merrild.

Bag stormødet står Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, LDM, Danske Svineproducenter, Danske Minkavlere og sektionerne Fjerkræ, Svineproduktion og Kvæg i L&F.

Vi er ikke urealistiske

Martin Merrild forventer, at stormødet giver fornyet politisk opmærksomhed på det store emne, og ikke mindst at der kommer tilsagn fra politikerne om, at de vil hjælpe med at få reglerne ændret.

”Det bør være realistisk, netop når vi kan pege på, at man kan give en bedre beskyttelse af naturen og samtidig give plads til mere dynamik i erhvervet”, siger han.

”Det er et følsomt emne, og det har vi naturligvis stor respekt for. Vi er ikke urealistiske og forventer ikke, at vi skal have lov til alt, hvad vi vil. Men vi skal have set på reglerne, det er der ingen tvivl om”, siger han.

Det kommende stormøde finder sted den 18. juni i Vingsted Centret i Bredsten klokken 12-16.

Under mødet vil der blandt andet være debat med Lise Bech fra Dansk Folkeparti, Simon Kollerup fra Socialdemokratiet og Anni Matthiesen fra Venstre.

Tilmelding kan ske her

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle