Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen besøgte onsdag Samson Agro A/S i Viborg.
Formålet med besøget for partiformanden var at få et indblik i en innovativ, international industriel virksomhed med potentiale til at bidrage til den grønne omstilling.
Det skriver Samson Agro i en pressemeddelelse.
Samsons administrerende direktør, Lars Henriksen, var sammen med udviklingschef Søren Mejlstrup Jensen, værter for besøget og en rundvisning på Viborg-fabrikken.
Gruppen så bl.a. nærmere på nogle af de produkter og løsninger, som SAMSONs langsigtede investeringer i produktudvikling har udmøntet sig i. Produkter som med deres høje effektivitet samt optimale udnyttelse af næringsstofferne i naturgødningen er vigtige værktøjer i den praktiske implementering af EU's Vandmiljørammedirektiv samt FN’s Verdensmål på klimaindsatsen, for så vidt det angår naturgødningen fra landbrugets animalske produktion.
Under besøget hørte Jakob Ellemann-Jensen bl.a. om forskellige redskabsløsninger til bæredygtig udbringning af gylle samt deres mange nye værktøjer indenfor Smart Farming og præcisionslandbrug herunder Samsons prisvindende SlurryLab NPK-sensor til præcis realtidsmåling af næringsstofferne i naturgødning.
"Folketinget har sat nogle markante og ambitiøse mål for en klimaplan, som skal munde ud i en reduktion af drivhusgasudledningen med 70 procent i 2030. Det kommer til at kræve noget af alle brancher i hele Danmark. Det gælder ikke mindst af landbruget, som jeg ved allerede arbejder meget hårdt for, at vi alle sammen kommer i mål", sagde Jakob Ellemann-Jensen blandt andet efter besøget.
Kommentarer