Satsning på bæredygtighed skal sikre fremtiden

Når store virksomheder satser på større bæredygtigthed, er det ikke nødvendigvis fordi, det betaler sig i dag. Men i fremtiden kan de måske ikke overleve uden.

Arla gør det, Danish Crown gør det, og det gør Carlsberg og Novozymes også. Satser på bæredygtighed i deres produkter.

Og det gør de ifølge Jais Valeur, adm, direktør for Danish Crown, for at skabe værdi.

»Vi er 15-20 procent dyrere med vores produkter fordi lønnen er dyr, vi bruger mindre medicin til dyrene osv. Vi skal kapitalisere på bæredygtighed for at kunne sælge ude i verden og holde en højere pris«, sagde han i en debat hos Landbrug & Fødevarer på Folkemødet fredag.

Tidligere har slagterivirksomheden tænkt, at de skulle koncentrere sig om, hvad der sker på slagteriet, men det er ikke nok længere.

»Forbrugerne forventer, at vi tænker landmanden med. Det gør vi så nu«, siger han.

På forkant

Hos Carlsberg har man også ifølge Ander Bering, vicepræsident, satset på bæredygtighed og valgt fire områder: Bl.a. at være CO2-neutrale, at reducere vandspild og at lave alkoholfri øl.

»Det er ikke fordi forbrugerne efterspørger CO2-neutral øl eller spørger til vandforbrug. Vi gør det bare, for at være på forkant. De køber øllet fordi de kan lide smagen«, siger han.

Det som driver Arla er ifølge Christian Eriknauer, at det er det rigtige at satse på bæredygtighed.

»Der er folk ude i verden, der sulter«, siger han.

Der er også meget fokus på køernes klimapåvirkning hos forbrugerne og dermed fokus på bæredygtighed og Arla tilbyder mælkeproducenterne klimatjek og kan reducere udledningen på den måde.

En forretning

Novozymes, der producerer enzymer, har den ambition, at reducere udledningen med 100 mio. ton CO2 i 2020. Der er et stykke vej til målet, for i dag er man oppe på 67 mio. ton.

»Vi forsker i natur, for det er et godt sted at hente bæredygtige løsninger«, siger CEO Peder Holk Nielsen.

Hans gode råd til andre virksomheder er, at det skal være en forretning og give penge at være bæredygtig.

»Der skal ikke være en bæredygtighedsafdeling i virksomheden. Det skal ske med udgangspunkt i de muligheder, ens virksomhed kan påvirke, så bliver det ved at være der. En virksomhedsleders opgave at tænke fremad og lave noget, der holder på langt sigt«, siger han.

Hos Carlsberg gør man også en forretning ud af det.

»Men vi har måttet udvide tilbagebetalingshorisonten i investeringerne fra normalt tre år til for eksempel fem år i nogle tilfælde«, siger Anders Bering.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle