Screening viser stort spare-potentiale

Investeringer i LED og ventilation rykker op på listen efter screening.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt staldventilationene eller -belysningen er tilstrækkelig energirigtig, bør man få det undersøgt. Energiscreeninger, som Energistyrelsen har foretaget hos konkrete landmænd, viser nemlig, at der i stalde med lysstofrør eller ældre ventilationssystemer er store besparelsespotentialer.

»De konkrete energiscreeninger af stalde viser et stort potentiale for energibesparelser, og med tilbagebetalingstider på 1-4 år har bedrifterne alle muligheder for at komme i gang«, siger Thore Stenfeldt fra Energistyrelsen.

På Nørgaard med 325 malkekøer på Mors er der eksempelvis mellem 23.500 kr. at spare årligt ved at lysstofrør udskiftes med LED-rør. Det svarer til en tilbagebetalingstid på 1 til 1,6 år.

»Vi er overrasket over den korte tilbagebetalingstid på udskiftning til LED-lys i staldene. Det er helt sikkert med i overvejelserne, når der skal ses nærmere på investeringer i 2018«, siger gårdejer Vibeke Jørgensen.

Den årlige besparelse bliver størst ved skift til nye LED-armaturer, men det er lidt dyrere og giver den længste tilbagebetalingstid.

På Skovlukkegård på Sydsjælland er der ifølge screeningen et besparelsespotentiale på 23.100 kr. årligt ved at skifte ventilationssystemet fra 2001. Med en investering på 105.000 kr. er der en tilbagebetalingstid på 4 år.

»Det er bestemt interessant for os. Et nyt ventilationsanlæg vil også forbedre staldklimaet til glæde for grisene«, siger svineproducent Palle Tærsker.

Faktaboks

Nørgaard på Mors

  • Energiscreening viser, at udskiftning af lysstofrør til LED i staldene vil give en besparelse på 32.000 kWh/år eller 22.400 kr. om året.
  • Tilbagebetalingstiden er 1 til 1,6 år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle