Seges-chef: Forbrugerne skal betale for landbrugets grønne omstilling

Hvis en forbruger gerne vil give én krone mere for en klimaøl, skal landbruget så ikke kunne levere den? - spurgte Jens Elbæk fra Seges i sit indlæg på årsmødet. 

"Det er ikke gratis at sænke klimabelastningen på landbrugets produkter. Så planen er, at forbrugerne skal betale i form af merpriser for klimavenlige produkter".

Sådan sagde Jens Elbæk, afdelingschef i Seges Innovation, på årsmødet onsdag formiddag, hvor han holdt indlæg om Innovation og digital grøn omstilling.

"En del af planen med det her er, at vi skal have forbrugerne til at betale for landbrugets grønne omstilling. De er jo reelt de eneste, der kan. Det kræver, at vi kan dokumentere, hvad vi gør  - og at vi kan arbejde i værdikæder", sagde han.

En værdikæde er f.eks. en landmand, der indgår en aftale med en grovvare om at producere maltbyg med et lavt klimaaftryk. Landmanden dokumenterer, hvad kan har gjort - og dokumentationen følger kornet til grovvaren, videre til malteriet og til sidst til bryggeriet, som nu kan lave en øl med et lavt klimaaftryk.

Vi skal kunne levere til dem, der efterspørger det

Det er vigtigt, at landbruget skal kunne give forbrugeren muligheden for at vælge et klimavenligt produkt, hvis forbrugeren ønsker det - og gerne vil betale mere for det, lød det fra Jens Elbæk.

"Hvis der nu sidder et ungt menneske på en bar ovre i København, som har lyst til at gøre noget godt for klimaet, og som derfor gerne vil give en krone mere for en klimaøl, så skal landbruget da være dem,.der kan levere det", sagde han.

Seges er allerede gået i gang med at bygge og teste dataflowet fra landmanden til grovvaren og andre relevante virksomheder. Næste test bliver, om der kan hentes en merpris, så vi kan få pengene til at køre den modsatte vej - så der kan blive en fair betaling til landmanden, fortalte Jens Elbæk.

Pres jeres aftagere

Han gav også en klar opfordring til landmændene:

"Hvis I hellere vil være en del af løsningen end en del af problemet - så vil det være en god ide at presse jeres aftagere og være undersøgende på mulighederne for at afsætte klimavenlige højprisprodukter".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle