Seges-direktør: Ekstremt pres førte til menneskelig fejl i PRRS-sag

Direktør i Seges beklager fejl med PRRS-prøve. Han kalder det en menneskelig fejl begået i en ekstremt presset periode.

Det er en dybt beklagelig situation, at der nu er rejst en politisag mod Seges i en sag om en destrueret PRRS-prøve.

Det siger direktør for Seges Ejnar Schultz til landbrugsavisen.dk.

"Jeg er både brandærgerlig og dybt ulykkelig over, at der er sket den her menneskelige fejl. Jeg kan kun beklage og håber og forventer, at det ikke kommer til at ødelægge indtrykket af, at Seges arbejder seriøst med de her ting", siger han.

umenneskeligt pres

Sagen drejer sig om, at avisen Danmark fredag skriver, at en ledende medarbejder hos Seges har fået Danmarks Tekniske Universitet til at destruere en PRRS-prøve fra en svineproducent, før den var blevet testet.

Ifølge Seges fordi der ikke var indhentet det nødvendige tilsagn fra landmanden til overhovedet at tage prøven, fordi landmanden naturligvis var påvirket af den uafklarede situation.

Det var planen at udtage og indsende nye prøver fra hele besætningen inden et døgn eller to, når landmanden har givet samtykke. 

"Fejlen sker i en periode, hvor vores folk er udsat for et umenneskeligt arbejdspres i forbindelse med udbruddet af PRRS på en ornestation. Det er os, der overvåger smitten og koordinerer hele indsatsen med at få overblik over konsekvenserne. Det er en ekstrem situation, hvor der bliver arbejdet enormt mange timer i døgnet, og så sker der desværre den menneskelige fejl, at vi ikke får udtaget og indsendt de nye prøver", siger Ejnar Schultz.

undersøgelse kører

Fordi der er tale om en politisag, har direktøren ikke mulighed for at kommentere på detaljer omkring forløbet, udover det han har sagt til avisen Danmark. 

Han har heller ikke nogen kommentarer til, at fødeminister Mogens Jensen (S) har valgt at øge kontrollen med dyrlægerne.

"Vores egen interne undersøgelse, som er foretaget med en ekstern advokat, viser, at det er en ulykkelig menneskelig fejl i en situation med ekstremt arbejdspres alle ugens syv dage. Nu kører der en politisag, og jeg ser frem til, at tingene bliver undersøgt og gerne hurtigst muligt", siger Ejnar Schultz.

Den føromtalte ledende medarbejder er blevet frataget ledelsesansvar for området, mens sagen står på, oplyser Seges til avisen Danmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle