Seges: Investorer skaber vækst i landbruget

Eksterne investorer bidrager med vækst, bedre omdømme og ledelse.

Åbn øjnene og tænk på pengene. Det er lige præcis det råd, som en ekstern investor kan bidrage med i dansk landbrug.

»Med en ekstern investor får vi skabt en helt anden virksomhedskultur i landbruget, og det vil have en afsmittende effekt på resten af branchen. Simpelt hen fordi vi får et større fokus på den løbende drift og afkastet«.

Sådan lyder den vigtigste konklusion fra afdelingsleder Kristian Skov, Seges, der har stået bag en undersøgelse af, hvad det helt præcist er, som investorer kan bidrage med i landbruget. Undersøgelsen er et led i projektet Hvor skal væksten komme fra og er den første af sin art i Danmark og bygger på en række interview med kapitalfonde, professionelle investorer og rådgivere.

Mere professionelt

Et andet resultat af undersøgelsen er, at vi får en professionalisering af dansk landbrug, der er gavnlig både for indtjening i erhvervet og for erhvervets omdømme«, lyder det fra Kristian Skov.

Væksten i landbruget kommer, fordi investoren vil involvere sig i landbruget med nye kompetencer, og ikke mindst fordi investoren, der har penge i klemme i projektet, vil stille store krav til effektivitet og produktivitet. På den måde vil landbruget blive mere professionelt styret, og det vil løfte landmændenes kompetencer yderligere, konkluderes det i undersøgelsen.

Let adgang til penge

En af de danske landmænd, der har store erfaringer med eksterne investorer, er Martin Lambert, der driver landbruget Dynagro:

»Der er ingen tvivl om, at det giver lettere adgang til kapital, når man har en ekstern investor med. Vores investor bidrager ikke med noget til den daglige drift, men han har en stor interesse i, at hans ejendomme udvikles. Der har vi en stor fælles interesse«, siger Marin Lambert, der forpagter landbruget Dynagro ved Aabenraa med en svineproduktion med 1.500 søer af en tysk investor.

»Men man slår jo ikke bare op i telefonbogen under investorer og finder én der. Det kræver tid og kontakter, og man skal også finde en investor, der er tilfreds med afkastet i landbruget«, siger Marin Lambert.

 

Hør mere på podcast

Seges har udgivet en podcast om emnet, som man kan finde på kanalen SEGES Podcast i podcast-app, i iTunes eller via Android. Hvis du ikke har en smartphone, kan du også høre podcasten på siden podcast.seges.dk.

Faktaboks

Konklusioner: Tre gode og én udfordring

  • Det enkelte landbrug får bedre vækstbetingelser
  • Branchens omdømme styrkes 
  • Det enkelte landbrug får en forbedret strategisk ledelse og rapportering 
  • Der er barrierer i forhold til at finde den rigtige til at drive ejendommen – og til at finde de rigtige ejendomme.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle