Seges placerer over 100 vejrstationer i landsforsøg fra 2019

Store forskelle i merudbytter for svampebekæmpelse, både mellem lokaliteter og år, kalder på mere viden om lokale vejr- og klimaforhold.

Studerer man et danmarkskort over de sidste 10 års merudbytter for svampebekæmpelse i hvede, er der meget stor forskel på landsdelene. På nogen lokaliteter har man år efter år høstet høje bruttomerudbytter for svampebekæmpelse, mens man på andre har næsten ingen effekt. Det viste sektordirektør Troels Toft fra Seges i sin beretning på Plantekongressen tirsdag.

»Der er store forskelle fra lokalitet til lokalitet og fra år til år. I 2017 blev der opnået det største bruttomerudbytte for svampebekæmpelse i landsforsøgene i mange år, hvorimod årets 2018-forsøg viser det mindste bruttomerudbytte i mange år«, sagde han.

»Det skyldes selvfølgelig tørken, men dækker stadig over meget store lokale forskelle. 2018 har dog været endnu mere afvigende end normalt, da bygerne faldt meget lokalt«.

»Den store forskel på lokaliteter og år vidner om, at viden om lokale vejr- og klimaforhold er helt afgørende for, hvilken svampestrategi og -indsats, man skal vælge. Derfor placerer vi fra sæson 2019 over 100 vejrstationer i mange af vores landsforsøg. Vi vil gerne samle meget mere viden om om lokale vejr- og klimaforhold«, sagde Troels Toft.

Han glædede sig over, at der i den forgange vækstsæson var mange landmænd, der tilrettede svampesprøjtningerne til de tørre forhold. Men der var endnu flere, der kunne have haft gavn af mere lokal viden og mere robuste varslingsmodeller. Så det arbejder de på.

Lokale foreninger foran

Lokale landboforeninger er allerede flere steder gået sammen om at samle data ind fra et netværk af vejrstationer. Sidste år startede man op i Sønderjysk Landboforening. Og fra 2019 placerer Bornholms Landbrug et netværk af vejrstationer på hele Bornholm.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle