Sektorchef: Veganerpartiets politianmeldelse er et mediestunt

15 af landets største ægproducenter er blevet politianmeldt af Veganerpartiet. Et helt grundløst mediestunt, der handler om at skaffe partiet taletid, mener sektorchef Jørgen Nyberg Larsen.

Det er et grundløst politisk stunt. 

Så klart kan det siges fra Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg. Udtalelsen falder om Veganerpartiets anmeldelse af de 15 største danske ægproducenter, som partiet indgav i sidste uge.

Sektorchefen har endnu ikke set anmeldelserne, men snakket med flere af sine producenter, der selvfølgelig er frustrerede og bekymrede, fortæller han. Selv har han dog ikke meget til overs for anmeldelserne.

"Jeg synes det er fuldstændig grundløse anmeldelser, de har ikke noget at have det i. Jeg opfatter det som om, de ville have noget medietid og opmærksomhed den dag, og det fik de", siger Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg under Landbrug & Fødevarer.

"De ønsker i princippet at nedlægge al animalsk produktion, og det her var så en lejlighed til at fremføre det synspunkt. Det er i min verden meget u-dansk, at man ikke prøver at finde løsninger, men tyer til politianmeldelser", siger han.

Udsætter dyrene for lidelse og smerte

Ifølge partiet overholder ægbranchen ikke dyrevelfærdsloven.

Begrundelsen finder partiet i forskningen fra Københavns Universitet, der viser, at mere end 50 procent af alle høner i moderne ægproduktion brækker brystbenet en eller flere gange i deres levetid i forbindelse med, at de lægger æg.

Landbrugsavisen.dk har set anmeldelserne. Anmeldelserne er stillet af Michael Monberg, der er politisk ordfører for partiet. Han skriver blandt andet, at det:

"[...) vurderes at der ikke kan leves op til bestemmelsen om, at dyrene er "beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe", som loven foreskriver", og at:

"[...] mere end 50 procent af hønsene i moderne ægproduktion brækker brystbenet en eller flere gange i deres levetid. Dermed anser vi der som en, af producenten, kendt og accepterte lidelse hos dyrene og er dermed bevidst om overtrædelse i og med at man fortsætter produktionen".

Et argument som Jørgen Nyberg Larsen ikke køber. Hvad der også undrer sektorchefen er, at partiet kun har anmeldt de 15 største producenter.

"Vi har jo klar dokumentation for, at det er et problem i alle produktionsformer og i alle besætningsstørrelser, så det er min klare opfattelse, at det er et politiske stunt".  

Knoglebruddene ses nemlig ifølge forskningen i alle produktionsformer - uagtet om det er skrabeæg, økologi eller friland.

Arbejder på løsninger

Anmeldelserne kommer i kølvandet på, at ægbranchen for nyligt mødtes med både landbrugsminister Rasmus Prehn (S), myndighederne og flere dyrevelfærdsorganisationer for netop at sætte fokus på problemet med knoglebruddene. 

Konkret har man indsendt og afventer svar på en ansøgning til GUDP om støtte til en undersøgelse af årsagerne og eventuelle løsninger på knoglebruddene.

"Det her er helt klart noget, vi tager seriøst. Vi kan ikke leve med, at der er ting, vi ikke forstår i vores produktion, når det er et spørgsmål om dyrenes velfærd, så det skal vi have løst", siger Jørgen Nyberg Larsen.

Anmeldelser videregivet til Fødevarestyrelsen

Politikommissær Peter Søndergård fra Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg bekræfter over for Landbrugsavisen.dk, at man i deres politikreds har modtaget en anmeldelse af fire ægproducenter. 

"I den her type sager, der drejer sig om en særlov, hvor vi i politiet ikke har ekspertisen på området, rådfører vi os med myndighederne, der har", siger Peter Søndergård og fortsætter:

"I det her tilfælde, når det gælder dyrevelfærdssager, så er den myndighed Fødevarestyrelsen. De vurderer, om det er nødvendigt at føre tilsyn, og det er ikke sjældent vi gør det, for vi er ofte nødt til at tage tingene i øjesyn", oplyser han.

Faktaboks

Dyrevelfærdslovens paragraf 2:

§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Kilde: Retsinformation

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle