Sektorformand: Lær at elske dit andelsselskab - eller meld dig ud

Andelsbosser så alle som en behov for tættere samarbejde mellem landmænd og selskaber i fremtiden.

At være del af et andelsselskab er som at være i et ægteskab.

Sådan ser Christian Lund, mælkeproducent og formand for sektorbestyrelsen L&F Kvæg på sine selskaber, Arla og Danish Crown. Det fortalte han under en debat om fremtiden for dansk landbrug og andelsejet forleden, på en konference i Silkeborg arrangeret af syv midt- og østjyske landboforeninger.

"Vi skal til at tale om vores selskaber langt bedre end vi gør i dag, i stedet for at hele tiden at snakke om hullerne i osten. Vi kan godt mene, at noget skal være bedre. Men hvis man ikke kan lide dem, skal man måske lære at elske dem", sagde han og tilføjede, at han ser på ejerskabet som på ægteskabet:

"Elsker vi vores selskaber, eller kan vi ikke leve med dem. Hvis man ikke kan lide dem, så meld dig ud. Jeg har fået nok af alle dem, der taler om deres selskab som noget, man ikke kan lide. Og dagen efter skal man så levere til dem. Der vil jeg bare sige på sønderjysk "pis eller af e potte", sagde han under sit oplæg

"Der var nogle, der prøvede det med at have en mælkebil og køre ned ad motorvejen. Det lykkedes ikke. Det er ikke, fordi man skal være skadefro over det. Men det var måske sværere end som så. Har man råd til selv at bevæge sig ud på verdensmarkedet og sælge til den, der vil give den bedste pris, så fint", lød det.

"Men hvis man ikke kan lide sin virksomhed, om det så er Arla eller Danish Crown. Og man er lidt afhængig af banken og ikke kan flytte ud på det frie verdensmarked. Så lad være med at kritisere. Lær at elske dem".

Tættere sammen i bussen

At andelsejet i fremtiden kræver endnu mere sammenhold, var de øvrige debattører, Jørgen Mikkelsen fra Danish Agro og Asger Krogsgaard, næstformand i Danish Crown og formand for Danske Svineslagterier helt enige i. Det samme var formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

For Asger Krogsgaard lød det sådan her:

"At vi skal elske er måske så voldsomt", smilede han.

"Men vi skal tænke os selv som en virksomhed. Mærsk, Danfoss og de store integrationer, der er på verdensmarkedet, går ikke ud i medierne og hælder hinanden ned af brættet. For det går bare ud i aktiekursen. Vi bør være lidt mere professionelle", konstaterede han og mente, at der kan hentes systemspildte penge hjem ved netop at gå tættere på hinanden selskab og landmænd imellem.

Martin Merrild var i sit indlæg helt på linje:

"Vi ejer både vores afsætning og vores kæde. Det mener jeg ikke, at vi er gode nok til at udnytte. Vi skal vise mere tillid til vores selskaber og komme tættere på hinanden", sagde han og tilføjede:

"Men at vi er andelsejet og alle skal have samme behandling, skal ikke være en hæmsko. Nogle vil måske gerne have en fast pris, som de gør i integrationerne. Man får en fast pris – og så løber man ikke den risiko, men skal bare passe grise. Det er nogle af de muligheder, vi skal diskutere".

Grovvareboss: Vi tager kornet hver dag

For Jørgen Mikkelsen fra Danish Agro var nye forretningsmodeller også et tema - kontraktproduktion og faste priser.

"Den spanske model med integreret produktion har undgået noget systemspild. Men vi behøver ikke at slå pengekasserne sammen. Vi skal bare have viljen til at ville det. Jeg tror, det bliver et tema, vi skal turde tale os ind i", sagde han og tilføjede:

"Det værste, der kunne ske, var, at de ringede og sagde ”vi skal ikke have jeres grise i dag, for der er ikke noget marked. Det er derfor, vi har etandelsselskab. Selskaberne har en forpligtelse til at tage imod korn hver dag. Det skal man lige minde os landmænd om, at der ligger nogle kæmpe fordele der".

Christian Lund opsummerede med endnu en opfordring til de godt 200 fremmødte.

"Vi skal stå bedre sammen. Ved hvert eneste møde jeg er ude til, skal jeg forsvare, hvordan øko og den konventionelle produktion står over for hinanden. Vi skal stå bedre sammen. Nogle leverer antibiotikafri produktion eller græsmælk. Det skal vi se som en fordel i stedet for straks at belyse, at økologi er mere klimaproblematisk end konventionel. Det duer ikke, for vi taber hastighed. Det er vigtigt, at vi gør hinanden gode".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle