SF kræver hårdere straffe ved salg af ulovlige pesticider

SF kræver hårdere straf ved salg af forbudte pesticider. Regeringen indfører ny registreringsordning fra 2022, som skal give bedre information om udløb af godkendelser.

Det er især en målrettet kontrol mod tidligere regelbrydere, der betyder, at der i 2020 blev fundet flere overtrædelser af salg med pesticider hos forhandlere i Danmark.

Det forklarede miljøminister Lea Wermelin (S) i et samråd, som var indkaldt af SFs miljøordfører Carl Valentin og landbrugsordfører Rasmus Nordqvist.

I starten af året kunne Miljøstyrelsen melde, at der var fundet 34 overtrædelser hos 94 forhandlere i 2020, hvilklet er en lille stigning fra året før.

"En vigtig årsag til stigningen i overtrædelser er, at man genbsøger forhandlere, der har begået overtrædelser før", forklarede Lea Wermelin (S) på samrådet.

hårdere straf

Hos SF er man bekymret for stigningen og vil have indført hårdere straffe ved overtrædelser såsom større bøder og fratagelse af retten til at sælge pesticider.

"Det interessante er, hvordan vi kan få strammet op, så der bliver levet op til reglerne. Hvis man sælger farlig kemi, så må man også kunne forvente, at man kan sætte sig ind i reglerne", sagde Rasmus Nordqvist på samrådet, hvor han blev suppleret af Carl Valentin:

"Jeg tror ikke, at der er en stor nok risiko ved at blive taget. Vi mener, det er vigtigt at få øget kontrollen, også hos de landmænd, der handler hos de forhandlere, hvor der er ulovlige midler".


SF's miljøordfører Carl Valenting. Foto: Folketinget TV.

gamle, nu forbudte midler

Undervejs i samrådet forklarede ministeren, at den klart mest hyppige overtrædelse er, at forhandlerne har midler på hylderne, hvor godkendelsen er udløbet.

Det er tilfældet i omkring halvdelen af sagerne, og regeringen vil med en ny registreringsordning, der træder i kraft i januar næste år, gøre det nemmere at kommunikere med forhandlerne.

"Det giver en mulighed for at række ud til forhandlerne direkte, og det har vi ikke kunnet før", sagde Lea Wermelin, der kunne fortælle, at i fem tilfælde er der fundet udenlandske midler med udenlandsk etikette, der ikke lever op til danske krav:

"Det er de overtrædelser, vi skal fokusere på, og det er dybt problematisk, at der fundet midler i grundvandet, som aldrig har været godkendt i Danmark".

faldende salg

Miljøministeren forklarede på samrådet, at hun har været i dialog med landbrugets organisationer, og hendes oplevelse er, at man gerne vil problemerne til livs.

"Landmændene skal være deres ansvar bevidst, det er klart. Jeg tror da også, at de landmænd, der knokler hver dag og overholder loven, de er da om nogen ærgerlige over, at der findes de her brodne kar", sagde Lea Wermelin og tilføjede:

"Jeg oplever et landbrug, som også kun er interesseret i at deres medlemmer overholder den lovgivning, der er".

Ministeren har desuden hæftet sig ved nye tal, der viser, at salget af pesticider er faldet.

"Vi har vedtaget en pesticidafgift, hvor vi diffentierer, så man bruger de mindst kraftige midler. Den seneste statistik viser, at det har været en god måde at få den samlede belastning til at falde".

Emneord

Top2 , politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle