SF og Enhedslisten møder "konstruktivt" op til brakmøde

Onsdag eftermiddag skal partierne bag landbrugsaftalen mødes for at diskutere om kravet om fire procents brak skal udskydes med et år.

På et møde onsdag eftermiddag skal det afgøres om man i Danmark skal udskyde kravene om fire procent ekstra brak og afgrøderotation til 2024.

Her mødes partierne bag landbrugsaftalen til drøftelser. Skal kravet udskydes i Danmark, så ligger nøglen hos regeringens støttepartier. Det fortalte fødevareminister Rasmus Prehn (S) i sidste uge.

Fødevareministeren er selv positivt indstillet for at udskyde kravene, og forklarede i sidste uge til LandbrugsAvisen, at han vil præsentere støttepartierne for en model på mødet. Han forklarede, at han er forberedt på, at der vil komme modstand fra SF, Enhedslisten og De Radikale til at udskyde kravene.

- Måske kan vi lave en model, hvor vi åbner op for det, men så er sikre på, at den ekstra produktion, der så bliver lavet på de arealer, den går til mennesker, og måske endda til mennesker i udviklingslande, sagde Rasmus Prehn i sidste uge.

Over for Altinget afviser SF og Enhedslisten ikke den model, som ministeren foreslår, og forklarer, at de vil gå konstruktivt ind til mødet.

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen siger til Christiansborg-mediet, at hvis ministeren kan levere den model, så vil han kigge på det. SF’s landbrugsordfører, Rasmus Nordqvist er mere skeptisk.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at den løsning han (ministeren red.) har åbnet for i pressen, kan lade sig gøre i virkeligheden. Og hvis den kan, skal vi så have svar på, hvad man vil gøre for biodiversiteten i det åbne land, siger Rasmus Nordqvist til Altinget.

Da implementeringen af EU's landbrugsreform er en del af Landbrugsaftalen fra efteråret, så er spillereglerne på Christiansborg sådan, at der skal være enighed i hele forligskredsen bag den aftale før kravene kan udskydes.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle