Sivende priser giver svinenotering endnu et hak i trynen

Sivende efterspørgsel tvinger slagtesvinenoteringen endnu længere ned.

Sommerferie og lav aktivitet sætter fortsat sit præg på det europæiske marked for fersk grisekød og som konsekvents byder den kommende uge på endnu et fald i Danish Crowns slagtesvinenotering. 

Også denne gang er det et fald på 20 øre således at afregningsprisen i næste uge lyder på 9,90 kr. pr. kg. Sonoteringen er uændret for perioden. 

Dermed er svineprisen kun faldet siden uge 25, og producenterne har nu samlet mistet to kroner per kilo over de sidste seks uger.

"Priserne siver fortsat, fordi der er en mindre ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Markedet tørster efter nye impulser fra enten Kina eller et større forbrug i Europa. Der er en stigende usikkerhed omkring genåbningerne på tværs af Europa, og derfor er mange kunder fortsat afventende. Vi håber at få et løft efter sommerferien, hvor mange lande ventes at skrue ned for hjemmearbejdet og løfte rejserestriktionerne, men på nuværende tidspunkt er det fortsat usikkert, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown i markedsberetningen. 

Efterspørgslen på brystflæsk, bove, nakker, kamme og bacon er jævn, mens det halter lidt mere på hele delstykker som skinker og forender.

Til landene udenfor Europa er der en stabil efterspørgsel fra Japan, mens de kinesiske indkøbere fortsat er afventende.    
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle