Sjældent set før: Mælkeprisen har ligget stille i et år

Arla melder endnu engang om en uændret notering for januar 2020.

Heller ikke i januar er der usigt til ændringer på mælkeprisen. Det er noget overraskende, hvis man ved, at mælk siges at være verdens mest volatile råvare.

I et år har Arlas mælkepris dog ligget usædvanligt stabilt med en pris omkring 248 - 250 øre.

Samme billede fortsætter ind i januar, hvor mejeriselskabet melder, at prisen bliver, hvor den også var i december. Nemlig på 248,8 øre/kg, hvis man har både GMO-frit foder samt Arlagården plus.

Den uændrede notering er især et særsyn, da man normalt kan forvente et lille fald på prisen i januar, hvor en del forbrugere - modsat i december - holder igen med fløden og går på skrump.

De små udsving på to øre fra eller til er valutakurs-justeringer, hvor Arla benytter et system med valutakurserne otte kvartaler bagud til at udligne de udsving, som især svensk og engelsk valuta tager op imod euro og kroner.

Lav efterspørgsel på øko-mælk

Arla melder om, at der både i Danmark og Sverige opleves faldende efterspørgsel efter økologisk mælk, fordi forbrugerne i stigende grad tilvælger alternativer inden for mejeriprodukter.

Det sammen med en stor volumen af øko-mælk lægger pres på markedsværdien og prisen.

De økologiske mælkeproducenter går derfor et mindre prisfald i møde til januar, hvor Arlas acontopris for økologisk mælk vil falde med 7,5 øre pr. kg. fra 1. januar 2020.

Derfor vil Arlas acontopris for økologisk mælk af førsteklasses kvalitet, hvor medlemmet har indsendt data for Arlagården Plus, være 316,9 øre pr. kg..  

Smørpriser stabile mens prisen på gul ost falder

Som vanligt melder Arla i sin markedsberetning ud om både stigninger og fald i produktion og afsætning rundt omkring i verden.

"Den globale mælkeproduktion er fortsat stabil sammenlignet med sidste år. Mælkeproduktionen i Europa fastholder sin samlede vækst på 0,4 procent sammenlignet med sidste år. Efter en stabil periode, har mælkeproduktionen i USA fået momentum i de seneste måneder, således at året nu viser vækst sammenlignet med sidste år, dog kun med 0,3 procent, mens Sydamerika fortsætter sin vækst. Volumen i Oceanien er fortsat faldende. NZ, der ellers havde et god start på sæsonen, er nu faldet, og ligger i gennemsnit 1 procent efter sidste år. Australien fortsætter med at falde".

"Mælkepulver fortsætter den positive udvikling. Priserne på skummetmælkspulver fortsætter med at stige, da stor efterspørgsel og en produktion, der er lavere end normalt, fører til lave beholdninger. Hvis mælkeproduktionen i Europa og USA forbliver afdæmpet, kan vi forvente at se en fortsat stigning i prisen".

Op til jul falder prisen på gul ost dog en smule.

"Vi går ind i den stille periode op til jul, hvor de handlende ønsker at købe til priser, som de sælgende ikke er indstillet på at sælge til".

Også smørpriserne i Europa har forholdt sig stabile, melder Arla. Prisen på smør er styrket af de sæsonbestemte høje priser på fløde og god efterspørgsel på eksport fra EU. Med de faldende globale priser forventes der dog yderligere fald.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle