Skærpede fosforlofter udløser tilskud til særligt berørte landmænd

Fra 1. august 2018 indføres der skærpede fosforlofter, der kommer som et led i den nye husdyrregulering.

De skærpede fosforlofter kan i sig selv betyde øgede omkostninger til transport af husdyrgødning for en række landmænd.

Derfor har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besluttet, at særligt berørte landmænd får adgang til et tilskud i 2019.

Den nye husdyrregulering, der er en del af Fødevare- og landbrugspakken, omfatter en ændret fosforregulering. Med fosforreguleringen er der fastsat regler om, hvor meget fosfor fra gødning der må udbringes pr hektar.

Der indføres i den forbindelse skærpede fosforlofter i særligt udpegede områder, der afvander til fosforfølsomme søer. I disse områder vil der for langt de fleste husdyrbrug gælde et udledningsloft på 30 kg fosfor pr. hektar.

Da gødning fra pelsdyr og fjerkræ typisk indeholder meget fosfor, bliver disse typer bedrifter særligt påvirket af den nye regulering.

De landmænd, der bliver særligt berørt, vil derfor kunne få andel i et samlet tilskudsbeløb på to mio. kroner.

"Indførelsen af de skærpede fosforlofter betyder, at især mink- og fjerkræavlere med jord i de særligt udpegede områder nu skal ud og finde mere jord eller lave nye aftaler om overførsel og transport af gødning. Det skal de have en hjælpende hånd til", siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Der bliver derfor udarbejdet en helt simpel overgangsordning i 2019 med et samlet tilskudsbeløb på op til to mio. kroner, hvor der tilbydes et de minimis tilskud til mink- og fjerkræbedrifter, der opfylder tilskudskriterierne.

"Det ligger mig meget på sinde at begrænse problemerne for de landmænd, der får særlige omstillingsudfordringer som følge af den ændrede fosforregulering. Jeg håber derfor, at tilskuddet kan være en hjælp til dem, der skal finde nye arealer til at udbringe deres gødning på", siger Esben Lunde Larsen.

Flere detaljer om ordningen følger senere på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Tilskuddet bliver udmøntet i en bekendtgørelse, og det er forventningen, at der åbnes for ansøgning og udbetales tilskud i første kvartal af 2019.

På Miljøstyrelsens hjemmeside findes mere information om offentlig høring af bekendtgørelser, der fastsætter, hvilke oplande der omfattes af de skærpede fosforlofter.

Faktaboks

  • Husdyrgødningsbekendtgørelsen og den tilhørende bekendtgørelse om afgrænsning af oplande til søer med krav om skærpede fosforlofter sendes nu i offentlig høring frem til den 23. april 2018.
  • Det skærpede fosforloft er på 30 kg fosfor pr. hektar. Dog gælder der for husdyrbrug omfattet af kvægundtagelsen et loft på 35 kg fosfor pr. hektar.
  • Der er 417 oplande til søer omfattet af vandområdeplanerne, som forventes omfattet af krav om skærpede fosforlofter fra 1. august 2018.
  • Der er iværksat en række udredningsprojekter for at styrke den faglige viden om fosfor. Der tages løbende stilling til mulighederne for at kunne regulere med større præcision.
  • Der er tale om en ét-årig overgangsordning i henhold til EU’s de minimis-regler
  • Ordningen forventes at hjælpe de 40-80 hårdest ramte af de ca. 500, som vil opleve større eller mindre skærpelser med de nye fosforlofter

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle