Skal vi selv til at spise vores bacon? Vestjyder kalder til EU-debat

Landboorganisationerne i det tidligere Ringkøbing Amt og NNF Herning holder 18. maj debatmøde om Brexit og valget til Europa-Parlamentet.

Skal vi selv til at spise vores bacon, når briterne forlader EU? Og hvorfor er valget til EU lige så vigtigt som Folketingsvalget?

Sådan lyder et par af de friske overskrifter på indlæggene, når landboorganisationerne i det gamle Ringkøbing Amt lørdag 18. maj i samarbejde med NNF Herning kalder til møde om EUs betydning for beskæftigelsen og afsætningen af danske landbrugsprodukter.

Mødet foregår i maskinhuset hos formand for Herning-Ikast Lbf. Svend Agergaard, med start kl. 9 om morgenen, og der er lagt op til frisk debat fra start.

Fire giraffer

Hele fire ’giraffer’ skal lokke tilhørerne til:

Christel Schaldemose, mangeårigt medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet vil forklare, hvorfor valget til EU er lige så vigtigt som valget til Folketinget.

Asger Krogsgaard, formand for Danske Slagterier, vil sætte ord på EUs betydning for landbrugseksporten, og NNF-formand Ole Wehlast om EUs betydning for beskæftigelsen i fødevareproduktionen.

Og som sidste indlægsholder vil journalist Erik Poulsen, der er lokal kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, holde et indlæg under overskriften: Brexit viser, hvor vigtig EU er for Midt- og Vestjylland.«

Ulvefjende

I landbruget er Erik Poulsen måske især kendt for en bestemt mærkesag: ’at fjerne ulven, hvor den ikke er ønsket’,

Det er en sag, som mange har meget bestemte holdninger til, og blandt dem altså Erik Poulsen.

Kristian Gade, formand for Holstebro Struer Landboforening ser dog gerne, at Erik Poulsen bliver kendt for andet og mere.

"Vi synes, vi har en dygtig, lokal kandidat, og ham vil vi gerne hjælpe alt det, vi kan. Men det skal ikke være ulven, der afgør om han bliver valgt, så bliver det lidt for tyndt. Han skal gøre sig fortjent til stemmerne blandt landmænd", siger Kristian Gade.

Erik Poulsen er opstillet som nummer ni på Venstres opstillingsliste, et godt stykke under en anden Venstremand og landmand, der stiller op til Europa-Parlamentet:

Gdr. Asger Christensen, Kolding, er opstillet som nummer tre på Venstres liste.

Det behøver dog ikke være afgørende, eftersom Venstre har sideordnet opstilling.

Valget til Europa-parlamentet finder sted søndag 26. maj.

Foreningerne bag

Arrangørerne er:

Herning-Ikast Landboforening, Holstebro-Struer Lbf., Familielandbruget i Vest-Jylland, Vestjysk, Lemvigegnens Lbf. og NNF Herning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle