Skat rejser stort krav mod Danish Crown

Danish Crown sætter millionbeløb af i halvårsregnskab.

Danish Crown har fået skattemyndighederne på halsen. Det skriver slagteriselskabet selv i sit halvårsregnskab.

»I et af koncernens selskaber har skattemyndighederne rejst et krav«, lyder det i det netop offentliggjorte regnskab.

Dermed fremgår det ikke, om det er danske Skat eller en udenlandsk myndighed, der har valgt at granske Danish Crown nærmere.

»Sagen undersøges p.t. internt, men det er af forsigtigheds-grunde valgt at hensætte ca. 90 mio. kr. til kravet. Beløbet er udgiftsført under andre driftsudgifter«, lyder det i meddelelsen.

Topchef Jais Valeur er ikke meget for at uddybe yderligere.

"Det er et krav, der går nogle år tilbage. Det handler ikke om skattesnyd, og er ikke specifikt en skatteproblemstilling. Vi mener ikke, at det kan passe, men vi er konservative, så vi har valgt at hensætte", forklarer han.

Hvilket datterselskab og i hvilket land, sagen foregår, vil han ikke ud med.

"Vi mener ikke, at sagen er så langt endnu. Men det er sådan det er. Det er mange penge og det er træls at skulle hensætte. Men vi er ikke de eneste, der har hensat i forbindelse med det her. Flere andre har fået de her krav", siger topchefen og tilføjer:

"Men det er da træls. Det slår en bule i et ellers udmærket regnskab".

 

 

Positive takter

Bortset fra skattesagen er det et halvårsregnskab med flere positive takter, melder koncernen selv.

For svineproducenterne er det altdominerende dog, at noteringen fortsatte den faldende trend, der startede i sensommeren 2017 - og som betyder, at deres afregning endte 9 procent lavere for dette halvår i forhold til samme periode sidste år. 

Hele 76 øre lavere har afregningen været i kroner og øre.

"Det er et ærgerligt dyk, vi har set i den løbende afregning til vores ejere, for der er faktisk en god efterspørgsel på vores varer. Det er først og fremmest den lave dollarkurs, der koster, for den har både udhulet de hjembragte priser på vores eksport til Asien og styrket vores amerikanske konkurrenters konkurrencekraft i Kina, Japan og Sydøstasien", forklarer Jais Valeur.

På den positive side kan Randers-koncernen melde om en stigning i slagtningerne på 1,5 procent. Det er mindre end forventet, men går dog den modsatte vej af mange år med udelukkende dalende tilførsler.

Omsætningen endte med at falde 0,6 mia. kroner til 30,1 mia. kr. Det skal ses i forhold til, at Danish Crown "mangler" omsætning fra det store amerikanske datterselskab Plumrose, der blev solgt fra sidste år.

Opad i omsætningen tæller de mange tilkøb, som topchef Jais Valeur har gjort de seneste måneder i ind- og udland. Opkøb, der især er rettet mod forædling af grise- og oksekødet, som andelshaverne leverer.

Netop forædlingsvirksomhederne, Danish Crowns store datterselskaber, har gjort det godt, bemærker topchefen.

"Der er fremgang over en bred kam i alle vores forædlingsselskaber. Sokołów præsterer i Polen, Tulip Food Company har godt fat på eksportmarkederne, og det går den rigtige vej i Tulip Ltd. Det betyder, at de tre forædlingsselskaber samlet set kommer ud af halvåret med et resultat, der er 171 mio. kroner bedre end samme periode sidste år," udtaler han i pressemeddelelsen om halvårsregnskabet.

Opdateret kl. 10.30 med kommentar fra direktør Jais Valeur.

 

Emneord

danish crown

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle