Skatteminister bøjer sig for kritik - indfører ny kategori for naturejendomme og ny overgangsordning

Forligskredsen på ejendomsområdet er onsdag blevet enige om at ændre overgangsordningen i forhold til ejendomme der ændrer status fra landbrug til ejerbolig. Desuden skal der udvikles en ny kategori for naturejendomme.

Efter massiv kritik af de nye ejendomskategori-vurderinger, der ændrer beskatningen på 15.000 ejendomme, der ændrer status fra landbrug til ejerbolig, ændrer Skatteministeriet nu i overgangsordningen og indfører samtidig en ny kategori for naturejendomme. 

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse. 

Som en del af overgangen til de nye boligskatteregler bliver overgangsordningen for de boligejere, der oplever, at deres bolig skifter kategori fra landbrug til ejerbolig nu endnu mere tryg og enkel, lyder det i meddelelsen.

- Danmark skal være i balance, og det skal være attraktivt at bo og leve på landet. Det vil især være boligejere på landet og i provinsen, der får skattelettelser for 10 milliarder kroner, i forbindelse med at de nye boligskatteregler bliver implementeret. I forbindelse med overgangen til de nye regler sikrer vi samtidig, at overgangsordningen bliver mere tryg og enkel, så ejerne som udgangspunkt kan blive i deres nuværende kategori, indtil ejendommen bliver solgt. Det betyder, at man eksempelvis i langt højere grad end i dag vil kunne bygge om og sælge jord fra uden at falde ud af overgangsordningen, siger skatteminister
Jeppe Bruus.

Overgangsordningen sikrer, at alle, hvis ejendom skifter kategori fra landbruge til ejerbolig – eller omvendt, kan fastholde den nuværende beskatning. Overgangsordningen bliver gjort enkel, så ejendomsejerne fremover kan renovere, bygge til, omlægge jord mv. og stadig være i overgangsordningen, så længe de bliver boende. Det er som udgangspunkt kun, hvis man sælger jord fra og kommer under 2 ha., man kan ryge ud af overgangsordningen. 

Ny kategori for naturejendomme

Forligskredsen har besluttet, at der skal arbejdes med at finde en kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der gerne vil omlægge jord fra produktion til eksempelvis natur, skriver Skatteministeriet.

Derfor vil forligspartierne se på reglerne fremadrettet i form af et oplæg til ny kategori for naturejendomme.

- Vi er enige om, at der er behov for at se på reglerne fremadrettet. Derfor har jeg bedt Skatteministeriet lave et oplæg til ny kategori for naturejendomme, som kan behandles i forligskredsen”, siger skatteminister Jeppe Bruus.

I forlængelse heraf er forligskredsen enige om, at kommunikationen til ejendomsejerne skal styrkes, herunder med en styrket vejledningsindsats om overgangsordningen.

Den forenklede overgangsordning foreslås at træde i kraft den 5. juni 2023. De berørte ejendomsejere vil modtage et brev fra Vurderingsstyrelsen om den udvidede overgangsordning.

Pludselig holdningsændring

I slutningen af april var der ellers ikke nogen tegn på at Skatteministeren ville ændre på noget eller tage tænkepause i processen med omkategorisering af små 22.000 landejendomme.

Det fastslog ministeren i et brev til foreningen Frie Bønder - Levende Land dateret 24. april.

I brevet argumenterer Jeppe Bruus for, at kritikken af omkategoriseringen et langt stykke skyldes ’misforståelser’ og uklar kommunikation, da ’der er tale om et kompliceret område’.

- Der er for eksempel mange, der fejlagtigt har fået indtryk af, at de vil opleve en stor skattestigning med det samme. Det er ikke tilfældet. Overgangsordningen sikrer netop, at skatten kan holdes i ro, skriver Jeppe Bruus i brevet.

Skatteministeren udtrykte derfor, at han havde aftalt med forligskredsen, at der skulle 'ses på de indkomne kritikpunkter - herunder med henblik på mulighederne på at vejlede yderligere om mulighederne for at benyttte overgangsordningen, lød det.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle