Skilsmisse bremsede overtagelsen - men lærte Søren en vigtig lektie

Det var ikke uden udfordringer for Søren Bonde Møller at overtage sine forældres bedrift. Men det lærte ham også noget om gårdens vigtigste ressource: Folkene.

Der var ellers lavet budget for generationsskiftet, men familien Møller blev nødt til at trykke på den store pauseknap, da den dengang 28-årige Søren Bonde Møllers forældrene fortalte, at de skulle skilles.

Søren Bonde Møller havde på det tidspunkt været hjemme som driftsleder på familiens økologiske mælkebedrift i et års tid - og havde netop endegyldigt taget beslutningen om at overtage gården.

Det er heldigvis de færreste, der ved, hvor øm sådan en situation er, når barndomshjemmet ikke bare skal prissættes, men også deles op.

- Det var svært, siger den nu 31-årige Søren Bonde Møller, der derfor gjorde en dyd ud af at snakke åbent om handlen med hele familien inklusiv de to brødre.

- Ingen skulle føle sig forfordelt eller begunstiget, derfor har jeg heller ikke fået rabat, siger den unge landmand, der i november 2019 endte med at overtage Gyvelgården, fem ansatte, 190 jerseykøer og 310 hektar i ét hug og til vurderingsprisen.

Den nye finansiering gik de til tre forskellige banker med, men endte med at vælge en fjerde efter rådgivning fra det nyetablerede gårdråd. Der er realkreditlån, banklån og ejerpantebrev i bedriften.

Søren Bonde Møller er nomineret som en af Landbrugsavisens fire kandidater til titlen som Årets Unge Landmand. Du kan læse mere om hans bedrift her.

Artiklen fortsætter under billedet.


31-årige Søren Bonde Møller og kæresten Emma har overtaget hans forældres økologiske mælkebedrift. Sammen har de fået datteren Ellen, der nu er 8. generation på Gyvelgården. Foto: John Christensen

Tillid og ansvar

Oplevelsen har lært ham lidt om forventningsafstemning, kommunikation og sammenhold. Både i sit forhold til kæresten Emma, der er jordbrugsteknolog og arbejder hos Viking, og derfor helt naturligt kommer til at tage del i arbejdet med avl og gentestning af dyrene, men også i forhold til sine medarbejdere.

-Folkene er det vigtigste på ejendommen, så det er mit job at passe på dem, og samtidig give dem ansvar, så vi udvikler dem og giver dem noget at brænde for. Ledelse fylder rigtig meget for mig.

Derfor er der også tre fuldtidsansatte samt to løst ansatte, hvilket faktisk er en mand for meget. Det er dog med vilje, dels fordi den løse hjælp er en ældre deltidsmedarbejder og en 9-klasses dreng i et IGU-forløb, dels fordi Søren ønsker, at de er nok hænder på gården, så der er tid til at holde fri.

- Vi har ikke nye stalde eller robotter, så det skal være sjovt at gå på arbejde, siger Søren Bonde Møller, mens der i baggrunden lyder lav popmusik fra malkestalden.

Selv deler Søren sin arbejdstid mellem computeren, marken og stalden.

-Jeg har ingen præferencer for, hvad jeg laver. En god dag, er en dag, der er lykkes, siger han.

Faktaboks

3 gode råd til andre unge, der vil etablere sig 

  • Basis: Det er ikke kun vigtigt med egenkapital. Der er så meget andet, man kan fylde rygsækken op med. Fyld den op med den rigtige uddannelse og så videre.
  • Inspiration: Sørg for at have gode folk omkring dig. Sørg for at have familien og eventuelt gode landbrugsskolekammerater omkring dig, men også gode rådgivere og et gårdråd, der kan skubbe i den rigtige retning.
  • Mål: Kig på dig selv og overvej, hvilken landmand du gerne vil være og gå efter det.

Emneord

Årets Unge Landmand 2022 , Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle