Virksomheden Skov A/S udvikler teknologi til staldløsninger og satser på Big Data i fremtiden.
Prisen til den virksomhed, der er bedst til vækst, går til Skov A/S.
Det er en tilfreds administrerende direktør Jørgen Yde Jensen, der tager i mod den tunge glastrofæ til årets Vækst '16-konference.
"Tak, den bliver vi glad for at have stående i Glyngøre," siger han.
Virksomheden er placeret i det nordlige jylland, og det er bestemt ikke en ulempe.
"Vi når ud globalt og har leveret til 28 lande i år. Jeg nyder at komme fra et lille land, hvor kompentenceniveauet er højt," siger administrerende direktør Jørgen Yde Jensen i sin takketale.
Prisen går til Skov, der gennem en årrække har vist en evne til at vokse, tjene penge og tænke fremtidigt.
Begyndte ved ventilation
Skov A/S udviklede i 1960’erne et ventilationsanlæg til Skandinaviens største ægproduktion. Det blev til en udvikling af ventilationssystemer til både fjerkræ- og svinestalde op gennem 60’erne.
I dag leverer virksomheden teknologi til flere dele af stalddriften som for eksempel tildeling af foder, vand, vejning og indsamling af data fra besætningen.
Skov får overrakt Årets Vækstpris af landbrugsdirektør i Nykredit Poul Erik Jørgensen.
Hans begrundelse går på virksomhedens evne til at benytte sig af disruption inden for fødevaresektoren. Det vil sige, at Skov formår at udvikle anderledes teknologi, der tager hensyn til flere led i brugen af deres systemer. Det indebærer maskinservice, fjernovervågning og optimering af indstillinger, der ikke er set før.
"Ventilation kombinerer dyrevelfærd og effektiv fødevareproduktion og er derfor helt central i både dagens og fremtidens fødevareproduktion," siger Poul Erik Jørgensen i sin tale ved Vækst '16 konferencen i Randers.
Resultatet af udvidelsen og udviklingen af virksomheden gennem mere end 50 år kan ses på bundlinjen. Skov har haft en stigende eksport og en øget nettoomsætning på 23 procent i 2014. Her var resultatet før skat øget med 77 procent.
De nominerede
De to andre nominerede til prisen var Danespo A/S, forædling, produktion og salg af kartofler, samt aktieselskabet Gram Slot, der drives som primærlandbrug.
Det var et hold af meget værdige kandidater til prisen, understreger Poul Erik Jørgensen.
"I har alle været innovative og kundeorienterede og med succes fundet nye veje til at udvikle værdien i jeres produkter. Og det er blevet set bredt, hvad man også kan se ved, at I alle har udenlandske interesser med inde i ejerkredsen og dermed på fornem vis kombinerer globalisering med dansk erhvervskvaliteter og vækst i Danmark," siger han.