Skrald skal styrke økologien

Hvis økologien skal vokse, skal en større mængde husholdningsaffald fra byerne ud som gødning på de økologiske marker. Genbrug af ressourcer er et af hovedemnerne, når Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer i dag holder årsmøde.

I takt med at det økologiske areal bliver større, vokser behovet for økologisk gødning. Landbrug & Fødevarer arbejder derfor for at få flere næringstoffer retur fra byerne ud på de økologiske marker. På Økologisektionens årsmøde i dag i Skjern er genbrug af ressourcer et af hovedemnerne.

»For at opretholde den rigtige balance i jorden skal næringsstoffer som eksempelvis fosfor, nitrogen og kalium tilbage til jorden. Det er vi som økologiske landmænd meget bevidste om, da det er et af grundprincipperne i den økologiske tankegang. Derfor har vi brug for organisk affald, hvis økologien fortsat skal vokse«, siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Økologisektionen.

En tredjedel af landets kommuner har i dag indført kildesortering og særskilt indsamling af den organiske del af dagrenovationen. Blandt dem er Københavns Kommune, som nu begynder at indsamle madaffald fra 280.000 husstande.

»Derfor er det vigtigt at få etableret flere forbehandlingsanlæg og økologiske biogasanlæg, som kan sende næringsstoffer fra madresterne ud som gødning på vores marker. Det er indbegrebet af kredsløbstankegangen i økologien og vil gøre os i stand til at bruge færre ikke fornybare ressourcer«, siger Hans Erik Jørgensen.

Der er i dag to velfungerende økologiske biogasanlæg i Syddanmark og et stort nyt anlæg i Brande. Derudover udvider Linkogas med en økologisk linje til sommer, og tre andre anlæg er på vej.

Faktaboks

Rekordfremmøde

  • Med 310 tilmeldte sætter dagens årsmøde deltagerrekord
  • Cirka 190 af de fremmødte er økologiske landmænd
  • Desuden deltager repræsentanter for virksomheder, myndigheder, interesseorganisationer og rådgivningsselskaber

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle