Slagteri investerer atter i udvidelse

Slagteriet i St. Lihme vil endnu engang udvide slagtningerne.

Endnu engang investerer slagteriet Danepork millioner af kroner i at udvide kapaciteten.

Denne gang bygges der lige nu kølerum, så der kan udvides til flere grise på det privatejede slagteri i St. Lihme. Det fortæller direktør Leo Grønvall til landbrugsavisen.dk

"Vi er ved at bygge for cirka 30 mio. kr. Det er noget mindre end sidst, men vi vil gerne kunne øge slagtningerne lidt", fortæller om byggeriet, der forventes færdigt til oktober.

De sidste år har stået på byggerier for slagteriet, der har udvidet antallet af slagtninger markant efter større kapcitetsudvidelser. Slagtningerne er vel at mærke sket med pæne økonomiske resultater.

"Vi slagter mellem 7.000 og 8000 om ugen i dag, men vi vil gerne kunne komme op på omkring de 10.000 om ugen på sigt. Vi skal have tilførsel og afsætning til at passe sammen. Det er ikke rart at være begrænset af at have udnyttet kapaciteten i kølerummene 100 procent, som de bliver i dag", fortæller Leo Grønvall.

Leverer til forædling

Han understreger, at man kan servicere de kunder, man har i dag fuldt ud. Kunderne er især inden for forarbejdnings- og forædlingsindustrien. Blandt andet var Danepork også leverandør til det nu konkursramte Defco i Aarhus. Både i forbindelse med konkursen hos kunden og også tidligere har Danepork fortalt, at man er godt tilfreds med at være leverandør til forædlingsindustrien i form af halve slagtekroppe og delstykker, frem for selv at forædle.

Udvidelsen vil ifølge Leo Grønvall ikke betyde, at man fra den ene dag til den anden skal lave kontrakter på ekstra grise.

"Det er ikke noget, der kommer overnight. Vi ved ikke præcis, hvor mange vi skal op på", siger han.

Danepork havde et langt forløb omkring den seneste udvidelse, hvor tilladelserne fra det offentlige trak ud - blandt andet på grund af nabohøringer og protester. Men denne gang sker det hele inden for rammerne af de nuværende tilladelser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle