Opdateret: Slagteri-koncern med femte million-underskud i træk

Ejerne har skudt ekstra kapital ind i flere Skare-selskaber efter mange år i træk med underskud for slagterikoncernen.

Kurt Skare og hans livsværk Skare Gruppen har fortsat overordentlig svært ved at få forvandlet de blodrøde tal på bundlinjen til sorte.

Det viser regnskaber fra koncernens mange selskaber, der netop nu tikker ind i selskabsregistrene. Disse viser for femte år i træk underskud på de afgørende linjer.

I regnskabet for Skare Beef skriver selskabet i en note, at der er skudt ekstra penge ind i en række af datterselskaberne i koncernen. Det gælder blandt andet Skare Beef og Aarhus Slagtehus - to af de selskaber, som landmænd især handler med, hvis de sælger kreaturer til Vejen-koncernen.

"Koncernens bankfaciliteter er genforhandlet efter statusdagen, og forlænget på sådanne vilkår, at ledelsen forventer, at selskabets og koncernens driftsmæssige og likviditetsmæssige stilling forbedres i løbet af 2019/20", lyder det, før man påpeger, at der er "iværksat initiativer til at styrke koncernens likviditetsberedskab, bl.a. ved reduktion af lagre samt kapitaltilførsel".

Det står under en note i såvel Skare Beef som i selskabet Aarhus Slagtehus under bemærkninger om going concern. Altså er den negative egenkapital, der var i selskaberne ved regnskabsårets udløb nu omdannet til plus.

Det er sket ved store tilførsler fra holdingselskaberne i koncernen - altså at ejerne har skudt penge ind for at styrke likviditeen.

Kompleks struktur

Generelt er koncernen med hovedsæde i Vejen og slagteridrift i Aarhus præget af mange selskaber, der føres op i holdingselskaber hos ejerne, stifter Kurt Skare og hans børn Gitte og Kim Skare.

Dette sker dog ikke, så man ud fra regnskaberne kan udlede den samlede omsætning. Alene i et af koncernens talrige selskaber er omsætningen på over 1 mia. kroner.

Endnu er der ikke kommet regnskab fra Skare Holding, der ejer størstedelen af produktionen i koncernen, der især producerer pålæg til dansk detailhandel og catering.

Men i Kurt Skare Holding, der ejer 25 procent af Skare Holding, var der en nedgang i omsætningen fra 1,35 mia. kr. i 2017/18 til nu 1,17 mia kr. i 2018/19. Det tilskrives stigende konkurrence.

Resultatet på bundlinjen ender i femte minus i streg - i år på 21,3 mio. kr. efter skat.

På de fem år er Kurt Skare Holdings egenkapital halveret fra 155,7 mio. kr. til nu 71,1 mio.

Tror på overskud trods corona

Som de øvrige år er stifteren Kurt Skare dog fortrøstningsfuld i sin ledelsesberetning, selv om resultatet beskrives som utilfredsstillende.

"Ved en skærpet salgsindsats er det lykkedes at indgå samarbejdsaftaler med nye kunder, som dog først får effekt for omsætningen for 2019/20", lyder det.

Derefter nævnes den aktuelle situation omkring corona og covid-19, der påvirker afsætningen negativt. Corona giver dog ikke anledning til at ændre budgetterne.

Sidste sommer overtog Skare-koncernen den konkursramte pålægsvirksomhed Defco ved Aarhus.

Landbrugsavisen.dk forsøger at få en kommentar fra Kurt Skare.

OPDATERET kl. 18.06, 18.24 og 19.51. Landbrugsavisen.dk er blevet kontaktet af revisorerne fra Deloitte. Disse påpeger, at der er fejl i de uploadede regnskaber til CVR-registret og at nye, opdaterede vil blive fremsendt hurtigst muligt. Der er nemlig ikke tale om, at der er forbehold fra revisorernes side - Skare-selskaberne har alle blanke påtegninger og der var tale om en fejl, da det fremgik tidligere, at der var "væsentlig usikkerhed om selskabernes drift".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle