Slagteri sætter notering ned: Inflation og høje energipriser optager forbrugerne

Himmerlandskød A/S sætter noteringen ned med 50 øre per kilo på alle kategorier.

Det er blevet en kende vanskeligt at afsætte okse- og kalvekød til de nuværende historisk høje priser. Det meddeler Himmerlandskød A/S i sin markedsberetning.

Hvor danskerne allerede i løbet af sommeren begyndte at holde igen med køb af de dyreste udskæringer af okse- og kalvekød, ses mønstret nu også hos eksportkunderne sydpå.

De høje energipriser og inflationen i Europa betyder, at der over en bred kam er fokus på prisniveauet, og derfor er der en behersket efterspørgsel på såvel hjemmemarkedet som på eksportmarkederne.

De vanskeligere vilkår betyder, at Himmerlandskød A/S er nødt til at nedjustere alle kategorier med 50 øre per kilo.

Det betyder, at kalv under 12 måneder med formklasse fire og 280 kilo slagtevægt nu koster 33,15 kroner per kilo.

En ko ældre end 42 måneder med formklasse tre og en slagtevægt på 300 kilo koster nu 32,10 kroner per kilo.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle