Slagteriaftalen på Bornholm sender vigtigt budskab

Slagteriet på Bornholm er bevaret seks år frem med ny aftale og viser et vigtigt signal for dansk svineproduktion, mener denne uges klummeskribent.

Torsdag i sidste uge var et sandt bombardement af svinenyheder.

Tican-direktør Ove Thejls meddelte sin afgang efter 24 år. Tican leverede et flot regnskab, smågrisepriserne gik igen den helt rigtige vej med kæmpe spring, og kronen på værket var slagtesvinenoteringen, som blev løftet 70 øre. En stigning, man skal helt tilbage til 2001 for at finde af tilsvarende størrelse.

Midt blandt de mange nyheder var der også en mindre en nyhed, som jeg finder særdeles opløftende og som fortjener at blive fremhævet.

For på Bornholm er der igen fundet en model, som sikrer, at øens svineslagteri i det nordlige Rønne kan fortsætte driften.

Aftalen, der er indgået og sikrer slagteriet i yderligere seks år, viser i virkeligheden et stort ansvar fra alle parter og giver et vigtigt signal om, at Danish Crown fortsat tror på de bornholmske svineproducenter, der siden 2014 i den grad har levet op til kravet om at løfte produktionen.

For det har de - og mere til - ved at øge produktionen af slagtesvin med 70.000 styk i perioden. Det er der ikke andre områder i landet, der har formået i samme periode, og derfor er det velfortjent, at aftalen bliver forlænget.

Aftalen sikrer, at Danish Crown investerer yderligere i slagteriet og medarbejderne på slagteriet skyder igen en andel af deres løn i et medarbejderselskab.

Dermed kan de bornholmske svineproducenter igen ånde lettet op og risikerer ikke, at deres slagtesvin skal sejles til Sjælland og slagtes.

At der blev indgået en ny aftale, kommer ikke som den store overraskelse, men hvor er det alligevel fedt, at der - trods de senere års tendens med færre danske slagtesvin - er nogle, der går forrest og belønner dem, som løfter produktionen af slagtesvin.

Søren Tobberub Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle