Slagteriarbejdere: Stop import af vildsvinekød!

Slagteriarbejdere kræver stop for import af vildsvinekød og flere krav til rengøring af de lastbiler, der krydser grænsen.

Tillidsfolkene for de 6.850 danske slagteriarbejdere efterlyser i fælles udtalelse langt mere vidtrækkende indgreb til forebyggelse af at afrikansk svinepest rammer Danmark.

"Der skal gøres mere og det skal gøres hurtigt", lyder opfordringen fra de 100 tillidsfolk, der i disse dage er samlet.

Større krav til rengøring

Tillidsrepræsentanterne mener, at vildsvinehegnet er ’tom symbolpolitik’ og efterlyser flere konkrete indsatser, bl.a. at der gøres ’langt mere’’ for at sikre rengøring af de lastbiler, som hver dag passserer den dansk-tyske grænse med smågrise.

"Chauffører kører fra områder ramt af svinepest til danske gårde og risikerer at tage smitten med sig. Ganske vist skal lastbilerne vaskes, når de krydser grænsen, men vi frygter, at denne løsning ikke er tilstrækkelig", skriver tillidsmændene.

Import af vildsvinekød

Slagteriarbejdernes tillidsrepræsentanter opfordrer også til, at al import af vildsvin og produkter med vildsvinekød bliver stoppet, bl.a. kødet fra de vildsvin, som danske jægere nedlægger i bl.a. Polen og Tyskland.

"Der skydes hvert år hundredtusinder af vildsvin i Tyskland, en del af disse af danske jægere, og en stor del af kødet ender på danske middagsborde".

Det må kunne lade sig gøre at forbyde importen i den ekstraordinære situation uden at forbryde sig mod EU’s eksportlovgivning, mener de.

"Der skal gøres mere, og det skal gøres hurtigt. En spredning af afrikansk svinepest til Danmark vil ramme hele landets økonomi - men den største risiko bærer først og fremmest vores kolleger, der risikerer at miste deres indtægt".

Emneord

afrikansk svinepest

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle