Slagteriboss: Vi får mere modvind i andet halvår

Noteringen på gris kan både gå op og ned det kommende halve år, melder Jais Valeur. Derimod ser han svære tider på oksekød i en del måneder frem.

Coronavirus vil fortsætte med at skabe modvind og turbulens de kommende måneder for både grisepriser og kreaturnoteringer.

Sådan lyder meldingen fra adm. direktør Jais Valeur fra Danish Crown, der i dag kunne præsentere et historisk godt regnskab for Randers-koncernen.

Andet halvår bliver dog betydeligt sværere, på grund af de omfattende pandemirestriktioner, lyder vurderingen fra topdirektøren.

Han varsler således både muligheder for op- og nedture på noteringerne til andelshaverne herhjemme.

- Første halvår bød jo på notering på i gennemsnit 13,72 kr. per kilo. Men siden slutningen af marts, hvor regnskabet endte er noteringen styrtdykket. Fra 14 kroner til nu 12 kroner?

"Nja, noteringen har sat sig. Den er ikke styrtdykket, for vi har været oppe i et fuldstændig rekordniveau. Jeg vil sige, at den er fladet ud på et rigtig højt niveau", forklarer Jais Valeur.

- Hvordan er markedet lige nu, når vi snakker grisekød?

"Der er stadigvæk usikkerhed. Det europæiske marked er turbulent og vanskeligt at læse. Der er mange varer i markedet og stadig store ubalancer især i Tyskland. Hvordan det ender, tør jeg ikke sige. Efterspørgslen underliggende, i Kina vurderer vi til at være stærk. På kort bane har de rigeligt med kød, men vi vurderer, at den underliggende efterspørgsel kommer tilbage".

"Samtidig har både Japan og England været gode for os, især Japan er stærk. Men vi mangler, at Europa kommer tilbage igen, før priserne finder deres rigtige leje. Her er spørgsmålet, hvor hurtigt man får genåbnet".

- Hvad vil det betyde for noteringen de kommende måneder?

"Den kan flytte sig både op og ned. Jeg vil ikke spå om niveauet. Vi kan se fald i notering enpå den kortere bane og så uden at skulle forudsige det, så vil vi nok finde et leje, hvor det måske endda kan styrkes igen, på grund af den kinesiske efterspørgsel".

- Især det tyske marked virker jo noget ramt?

"Det, vi oplever nu, ikke bare i Tyskland, men i store dele af Europa, er, at der er mange små slagterier, der har levet i et lokalt marked, hvor de har serviceret kunder og restauranter. De kunder er lukket ned og slagterierne ved ikke, hvor de skal sælge deres produkter. Det har lagt et kæmpe tryk nedad på markedet og det er vi ikke færdige med endnu".

- Hvordan rammer det jeres forventninger for resten af regnskabsåret?

"Usikkerheden omkring den underliggende notering er kæmpestor. Derfor er vi forsigtige. Vi forventer en stærk drift, men der vil være mere modvind i andet halvår. Vi kan jo se effekten af corona i noteringen. Det er ikke, fordi vi ikke kan sælge varerne, sådan som mange af vores konkurrenter ikke kan. Der er bare rigtige mange andre, der gerne vil af med deres varer".

"Det, vi skal håbe på, er, at folk stille og roligt får forbruget tilbage, går ud at spise, og måske tager lidt på ferie".

Oksekød vil være underdrejet op mod et år endnu

- Noteringen for kreaturer lå på et lavt niveau og er nu yderligere ramt de seneste måneder. Hvornår vender det?

"Vi kom ellers rigtig godt fra start i Beef for halvåret.  Vores aktiviteter kører godt og vi har lagt nogle problemer fra de seneste år bag os. Jeg føler, at selskabet står godt og derfor er det dobbelt ærgerligt, at vi bliver ramt så hårdt udefra. Man skal huske, at andre lande er ramt langt hårdere. Kalvene er faldet 7 kroner i Holland for eksempel. Men corona har ramt hårdt der over hele Europa. Det er lidt træls at kigge på, for det har ramt ejerne på noteringen".

Mange slagterier har udsat slagtningerne, og det betyder, at man skubber varelageret foran sig, samtidig med at der kommer meget ind fra Sydamerika. Jeg tror, at det kommer til at tage 6-12 måneder på kreatursiden, før vi kommer tilbage igen. Selv om jeg synes, at vi gør det godt, så er markedet bare imod os der".

- Landmændene er jo pressede. Hvad kan de gøre lige nu?

"Jeg håber, at landmændene bakker op om selskabet i den her situation. Det har vi brug for. Man har hjulpet med at være fleksible med slagtninger, men mange er meget pressede og det har jeg respekt for. Det her er næsten ude af vores hænder. Vi kan bare håbe på, at turisme og restauranter kommer til at åbne hurtigst muligt. Men vi må være realistiske, og der bliver 6-12 måneder, hvor det bliver svært".

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle