Slagteribror stopper også brat i dansk handelsselskab

Kendte slagteribrødre er begge fortid i deres selskaber, efter mystisk handelssag til Kina sidste år.

To af landets mere kendte slagteribrødre står nu begge uden job.

Det står klart, efter Prime Pork Trading tirsdag middag melder i en pressemeddelelse, at Torben Ingemann Sønnichsen stopper i sin hidtidige direktørpost i selskabet allerede i dag tirsdag.

”Torben Ingemann Sønnichsen fratræder per dags dato 14 Juni 2021 som direktør i Prime Pork Trading A/S.  
Vi har ikke yderligere kommentarer", oplyser selskabets ejere, familien Vinderslev.

Fyringen af Torben Sønnichsen, der er søn af den kendte slagterimand Svend Sønnichsen, der i mange år var topchef i dansk slagteribranche, kommer samme dag, som hans bror Steen Sønnichsen er meldt som fyret i den tyske slagterikoncern Westfleisch.
 
Prime Pork Trading blev stiftet i 2019 og står for at handle med grisekød fra Europa til Asien. Torben Sønnichsen blev ansat, qua sin mangeårige erfaring fra både Vion, SB Pork og Tican.

Sidste år blev der imidlertid gennemført en ransagning på både Prime Pork Tradings lokaler og i de tyske afdelinger af Westfleisch. Baggrunden var en handel, som brødrene Sønnichsen havde gennemført af en større mængde grisekød til Kina. Handlen af de 12.000 tons grisekød blev usædvanligt nok gennemført via Dubai og førte til, at Westfleisch har måttet bogføre et forventet tab i sit 2019-regnskab på over 63 mio. kr.

Sidste år afviste Torben Sønnichsen over for LandbrugsAvisen.dk alle anklager om ulovligheder.

"Vi kan på det kraftigste afvise alle beskyldninger. De er udokumenterede, fejlagtige og ærekrænkende. Vi samarbejder naturligvis fuldt ud med myndighederne for at give myndighederne den fornødne klarhed", lød det.

Familien Vinderslev afviser at kommentere yderligere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Opdateret kl. 12.22 med ny overskrift.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle