Slagterichef: Alt på slagtekroppen stiger i pris lige nu

Efterspørgslen efter kød, huder og biprodukter er stigende. Derfor stiger okse- og kalvekødsprisen nu.

Der er en rigtig god stemning hos sælgerne hos Danish Crown Beef lige nu. Med en række coronarestriktioner under afvikling er der atter kommet gang i salget af okse- og kalvekød til foodservice og cafeer samt restauranter.

Hertil skal man lægge, at der igen skal bruges huder og i det sydøstlige Asien er der stor appetit på biprodukter.

”Lige nu er vi en situation, hvor der sker forbedringer hver eneste dag. Det er virkelig positivt”, lyder det med tilfredshed fra CEO Finn Klostermann.

Foruden den stigende efterspørgsel kan man som dansk kvægbruger også glæde sig ved, at der i flere lande ikke er så stort et udbud af slagtekreaturer. Det påvirker priserne i opadgående retning.

”Biprodukter handles på globalt plan og her er vi begunstiget af, at en stor kvægnation som Australien har nogle udfordringer, som gør, at de netop nu slagter 10-15 procent færre kvæg end de plejer. Det giver Danish Crown Beef nogle muligheder i Asien”, fortæller Finn Klostermann.

For hudernes vedkommende arbejder Danish Crown Beef på at frigøre de nordiske huder fra verdensmarkedsprisen og bibringe huderne ekstra værdi via branding, så de kan sælges som et særligt nicheprodukt.

”Vi har en opgave i at binde landmanden sammen med den arkitekttegnede sofa. Kan vi det, så får huden en merværdi i forhold til verdensmarkedet”, fortæller Finn Klostermann.

Hvor går ferien hen?

På hjemmemarkedet er det store spørgsmål lige nu, hvor danskerne vil holde sommerferie og dermed hvor de vil købe deres bøffer.

”Juli er traditionelt set en stille måned, fordi danskerne rejser ud. Sådan har det været indtil corona. Men vi ved ikke, hvad de gør i år og hvordan det påvirker handlen”, siger Finn Klostermann.
 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle