Slagterier der leverede til pålægskonkurs: "Vi har sikret os"

To større danske slagterier leverede råvarer til nu konkursramte Defco. Begge kendte dog det pressede selskabs risiko.

Både Danish Crown og slagteriet Danepork leverede til det nu konkursramte Defco, hvor ejerfamilien i disse dage kæmper for at finde en fremtidig løsning for den mangeårige pålægsvirksomhed.

Men selv om selskabet i starten af juli gik i rekonstruktion med en melding til leverandørerne om, at ubetalte regninger fra de seneste måneder ikke ville blive betalt, står de to slagterier ikke til at få tab, lyder meldingen.

"Vi har leveret til dem, men vi har ikke nogen penge i klemme. Vi har sikret os", fortæller direktør i Danepork-slagteriet, Leo Grønvall.

Konkursen kommer ikke bag på ham, siger han.

"Det kommer ikke som lyn fra en klar himmel, for vi har jo læst de offentligt tilgængelige regnskaber. Men det er da en skam. Det er en gammel, stolt familievirksomhed", siger han og henviser til de seneste års større millionunderskud for virksomheden.

DC: Alle kunder forsikres

Hos Danish Crown har man også leveret råvarer til Defco - men ifølge pressechef, Jens Hansen, har Aarhus-virksomheden været blandt de mindre kunder.

"Vi har en klar måde, hvor vi håndterer den slags på. Vi forsikrer vores kundeforhold. Der er en lille selvrisiko på det, men det er i den mindre ende", siger han og afviser at sætte konkrete tal på, hvor store beløb, man har solgt for til Defco.

"Den slags udtaler vi os af princip aldrig om".

Løsning er et salg

Ifølge hvad virksomhedens direktør Mikkel Czaja, der er søn af grundlæggeren Knud Erik Czaja, har udtalt til medier siden konkursen, går familien efter at redde virksomheden og de over 150 arbejdspladser via et salg.

Derfor kører produktionen trods konkursen også stadig videre, har man udtalt.

Hos Danepork afviser Leo Grønvall at være blandt de interesserede købere.

"Det ligger ikke i vores forretningsplaner at komme ind i den del af processen. Vi holder os til det, vi er gode til. Vi er gode til at slagte, skære ud og forarbejde. Vi skal ikke til at forædle", konstaterer han.

Danish Crown udtaler sig aldrig om mulige køb og salg af virksomheder. Men en vurdering af selskabets størrelse herhjemme gør, at det næppe er muligt at øge sin markedsandel via opkøb.

Defco er denne uge ikke vendt tilbage på Landbrugsavisen.dks henvendelser om en kommentar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle