Slagterikonflikt overstået - dog stadig arbejdsnedlæggelser i Horsens

Tican og Danish Crown er igen i gang med at slagte - dog er der stadig nogle Horsens-ansatte, der strejker på grund af klager over ledelsen.

Efter overenskomststridige arbejdsnedlæggelser hos SB Pork i Brørup, Tican i Thisted og Danish Crown i Horsens er konflikten nu foreløbigt løst.

Alle tre steder gik de ansatte onsdag i gang med arbejdet.

Eneste undtagelse er dog, at enkelte medarbejdere i Horsens fortsat strejker onsdag. Det har dog ifølge Landbrugsavisen.dk's oplysninger bund i helt andre forhold og klager over dårligt samarbejde.

Ifølge Horsens Folkeblad bunder det blandt andet i, at de polske medarbejdere er skuffet over, at der ikke var en polsk tolk ved et fagligt møde. Derudover siger fællestillidsmand Klaus Olesen, at hans kolleger vil have en undskyldning for, at Danish Crowns ledelse - ifølge medarbejderne - sagde, at Klaus Olesen var skyld i strejken i Horsens.

Onsdagens strejke er således ikke en protest mod den nye aflønning, som det Tönnies-ejede SB Pork havde varslet tirsdag.

Tican gik tirsdag med på at droppe timeaflønning, der reelt ville være en lønnedgang, og gå tilbage til en akkordaflønning, der var i tråd med de ansattes ønske.

"Vi fik det forventede resultat: At man kom til fornuft med hensyn til vores rammeaftale og aflønning," siger Bo Gert Christensen, tillidsmand på SB Pork.

Når Danish Crowns medarbejdere også strejkede, skyldtes det deres frygt for, at de også sidenhen ville blive ramt af en ny aflønning. Danish Crown havde dog allerede inden strejken givet garanti for, at de ikke i denne overenskomstperiode ville ændre aflønningen.

Ove Thejls, adm. direktør for Tönnies-ejede Tican og SB Pork, har givet udtryk for, at overenskomsten i dag sætter forhindringer for teknologisk udvikling, når slagtelinjer kan lægges sammen.

Fødevareforbundet NNF er gået med til, at sammenhæng mellem aflønning og teknologisk udvikling tages med ind i næste overenskomstforhandlinger i 2020, men at arbejdsgiverne, via Dansk Industri, skal tage initiativet.

Bo Gert Christensen siger, at en sådan forhandling kræver, at arbejdsgiverne går konstruktivt ind i overenskomstforhandlingerne, og at det ikke i hans øjne hidtil har været tilfældet.

Når aflønningen skulle have været timeløn fra tirsdag, skyldtes det, at parterne, SB Pork og NNF, siden foråret havde forhandlet om en akkordaflønning uden at opnå enighed. Herved træder timelønnen i kraft.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle