Et nyt recirkuleringssystem vil returnere næringsstoffer fra slam til Samsøs landbrug.
Gunnar Hald Mikkelsen, projektleder i Samsø Kommune, talte til plantekongressen i Herning denne uge om Samsø kommunes planer om at indføre et nyt recirkuleringssystem ”Double-Loop”.
Det nye system vil producere biogas og desuden udvinde fosfor, kalium og kvælstof fra slam fra spildevandsanlæg.
Gunnar Hald Mikkelsen forklarer, at biogasanlægget er opbygget af to linjer: En gul linje, som modtager slam fra rensningsanlæg, grøntsagsaffald og desuden spildevand fra Samsøes syltefabrik.
Bioresten fra den gule linje bruges som gødning på græsmarker, hvoraf det høstede frøhalm fodrer den anden grønne linje.
Det høstede frøgræs bliver i den grønne linje omsat til biogas, og i processen frigives kvælstof , kalium og fosfor, som kan bruges som økologisk gødning.
Miljøfremmede stoffer og smittekim fjernes fra de ”problematiske masser” i denne proces og på den måde sikres et rent miljø og rene fødevareprodukter.
Systemet er endnu ikke klar, og at der skal i løbet af de næste par år køres forskellige tests.
Det nye biogasanlæg er finansieret af Velux-fonden og laves sammen med Alfa Laval.
”Det bliver på øen”
”Samsø er omgivet af en usynlig betalingsring”, forklarer Gunnar Hald Mikkelsen og uddyber:
”Alt der skal ind, og alt der skal ud koster penge”.
”Det bliver på øen” er blevet et slogan for Samsøs befolkning, forklarer Gunnar Hald Mikkelsen.
”Det, der skal føre Samsø videre, er cirkulær økonomi, og biogasproduktionen vil blive motoren, som får cirklen til at køre”, konkluderer Gunnar Hald Mikkelsen.
Ifølge Gunnar Hald Mikkelsen er det nye system et af Samsøs vigtigste initiativer mod at blive fossil-fri i 2030.
Stor værdi for ø-samfundet
Samsø vil inden for et par år, ifølge Gunnar Hald Mikkelsen, selv producere gas nok til at dække øens behov.
Priserne vil blive højere end normalt, men det vil ikke være et problem, forklarer Gunnar Hald Mikkelsen:
”Samsø skal være ligeglad med lidt højere priser: Det nye system vil nemlig skabe stor værdi for samfundet generelt”.
Double-Loop-systemet vil først og fremmest skabe arbejdspladser, forklarer Gunnar Hald Mikkelsen. Desuden vil gødningsomkostningerne falde ligesom der vil være en række af miljøbæredygtige sidegevinster for naturen.