Slut med vægtafgift på traktorer

Skatteministeriet afliver uddateret afgift på traktorer og vogne.

Som en del af en større saneringspakke lægger skatteminister Karsten Lauritzen (V) nu op til at fjerne vægtafgiften på traktorer og påhængsvogne.

Afgiften, der ligger på 61,85 kr. årligt for godkendte traktorer og 41,25 kr. for påhængsvogne, bliver opkrævet over to gange og er et godt eksempel på bøvl og besvær i afgiftssystemet, mener ministeren.

En byrde mindre

»Det handler om at lette landmændene for en byrde, og her er der konkret tale om to regninger færre. Saneringspakken handler om at fjerne en lang række afgifter, der er til besvær i forskellige erhverv«, siger han.

Vægtafgiften på traktorer blev indført i 1967 og er ikke blevet reguleret siden. Derfor står den ikke længere mål med de administrative omkostninger, der følger med at indkræve afgiften. Samlet koster fjernelsen af afgiten skattekassen 5 mio. kr.

Ud over at lette landbruget for en besværlig afgift har Karsten Lauritzen en underordnet bagtanke med at fjerne den.

»Skulle der en dag komme en ny regering, ville man måske få den idé at hæve afgiften, og det mener jeg ikke er en god idé«, siger han og forklarer:

»Man bør ikke have en afgift på traktorer, ligesom man ikke har en afgift på tømrens hammer. Det er en meromkostning på et primærerhverv, der har mange ansatte direkte og i værdikæden«.

Skatteministeren blev gjort opmærksom på afgiften, da en borger henvendte sig.

»Jeg vidste ikke, at afgiften fandtes, før en landmand henvendte sig«, siger han.

Saneringspakken er indtil videre et udspil, men ministeren oplyser, at han forventer politisk enighed i denne uge, hvorefter forhandlingerne vil afsløre, hvornår det træder i kraft.

Faktaboks

Vægtafgift

  • Traktorer: 61,85 kr. årligt
  • Påhængsvogne: 41,25 kr. årligt
  • Der er 80.000 godkendte traktorer og 5.000 påhængsvogne i Danmark

Kilde: Skatteministeriet

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle