Smågrise køres ud af landet: Danish Crown mistede hver tyvende gris

Slagterierne på Danish Crown har slagtet fem pct. færre svin i løbet af det sidste år. Landbrugspakken, nye staldbyggerier og vundne leverandørkontrakter forventes dog at stoppe spiralen af faldende slagtninger.

Helt som forventet faldt det samlede antal af slagtninger på Danish Crowns slagterier, lyder meldingen fra koncernchef Jais Valeur ovenpå offentliggørelsen af slagterikoncernens årsregnskab.

I 2017/16 kom i alt fem pct. færre svin under de hvæssede knive, mens det i kilo beløber sig til godt 4,5 pct. færre andelshaver-kilo end det forgangne år, eftersom grisene er blevet rundere.

Selvom faldet i antallet af slagtninger naturligvis er utilfredsstillende, ser Jais Valeur nu lysere på fremtiden, end han har gjort tidligere.

”Jeg er lidt mere optimistisk i dag, for vi kan se, at landbrugspakken har gjort, at stemningen er bedre, vi har vundet en række leverandørkontrakter, som nu er begyndt at levere, og så ser vi effekten af de nye staldinvesteringer. Derfor håber jeg på, at vi kan se en stabilisering”, udtaler Jais Valeur.

Han henviser til bl.a. Bonusgrisens entré i Danish Crowns fold. Den aftale, som det lykkedes at vriste fra Tican med virkning fra september i år, har resulteret i en tilgang på yderligere 600.000 årlige slagtesvin.

”Man kan håbe på en stigning, men slagtningerne er faldet 10 år i træk, så man skal passe på med at være for optimistisk og håbe på, at det vokser.”

Og optimismen har også allerede sat sig i bemandingen rundt på de danske Danish Crown-anlæg. Eksempelvis er der allerede hentet nye medarbejdere ind til produktionslinjerne, ligesom der er købt et nyt anlæg til rygning af bacon i Blans.

Forsker: Stor jordreform vil tage mindst 20 år 15. januar · 12:47

Smågrisende forsvinder stadig

Faldet på 4,5 pct. skyldes ikke mindst den lukrative smågrisehandel syd for grænsen. I de forgangne år har det tyske marked lokket smågrisene ud af Danmark til stor frustration for den danske slagteribranche.

Alene fra første januar og frem til udgangen af september viser tal fra Landbrug & Fødevarer, at 10,2 mio. smågrise blev kørt i kolonner mod Tyskland, hvor de tyske smågrisenoteringer har ligget tårnhøjt.

”Jeg håber som sagt, at vi kan se en stabilisering af svineslagtningerne. Men konkurrencen er jo med smågrisene, der bliver kørt til Tyskland. Og jeg kan kun give ét svar på, hvad vi skal gøre ved det: Vi skal blive ved med at presse på for et bedre et resultat”, siger Jais Valeur.

Han fortæller, at der også i Sverige er fortsat benhård konkurrence om slagtesvinene. Her ligger Danish Crown dog i front og har i året udbygget forspringet en smule.

”Der er ikke tvivl om, at det har været et godt år i Sverige. For vores vedkommende har vi vundet en lille smule, så det ser positivt ud. Og vi er lige nu så store, at det der handler om at udbygge forædlingen.”

 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu