Smågrisemarkedet: Tyskere lader stalde stå tomme

Tyske producenter, der ikke er bundet af kontrakter, vælger at lade deres stalde stå tomme.

Smågrisemarkedet i Tyskland er fortsat præget af stor usikkerhed, men alligevel fortsætter VEZG-smågrisenoteringen på 27 euro svarende til 238 kr. inkl. vægtregulering.

Ifølge Danske Svineproducenter er udbuddet normalt på denne årstid, men efterspørgslen er lav som følge af udbruddet af afrikansk svinepest  i Tyskland. 

"Tyske omsættere beretter om, at det for tiden er meget vanskeligt at afsætte frie smågrisepartier. Nogle tyske slagtesvineproducenter, som ikke er bundet af kontrakter, er p.t. ikke villige til at købe nye smågrise og foretrækker at lade deres stalde stå tomme. Når usikkerheden forsvinder, vil disse slagtesvineproducenter sandsynligvis komme tilbage på markedet og øge efterspørgslen igen", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.
 
Til gengæld er takterne positive i Polen, hvor den polske svineproduktion har fundet tilbage til den normale rytme igen. Fra en tysk omsætter lyder det, at det igen er muligt at atsætte smågrise i Polen.

"Alt i alt er markedssituationen på smågrisemarkedet fortsat præget af stor usikkerhed, men de fleste europæiske smågrisenoteringer stabiliserer sig på det nuværende lave prisniveau", siger han.

Emneord

ASF i Tyskland

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle