Smågrisene nærmer sig ny prisrekord

Den betydende tyske Nord-West-notering er få kr. fra at overgå prisrekorden på smågrise. Analytiker mener, det er et spørgsmål om tid, før rekorden fra 2017 er slået.

2017 var et historisk godt år for smågriseproducenter, der bl.a. nød godt af, at den store tyske notering Nord-West blev banket op på rekordhøje 63 euro og holdt sig dér i hele 11 uger.

2019 kan ende med at overgå rekorden.

Det mener Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, som følger det tyske svinemarked tæt.

»Vi kommer ikke bare til at ramme rekorden på 63 euro. Vi kommer også til at overstige den pris i den kommende tid«, vurderer han.

2019 har foreløbig været et vildt år at følge for Markus Fiebelkorn, som er overrasket over, hvor kraftigt både smågrise og slagtesvin er steget i kurs i takt med, at problemerne med afrikansk svinepest hobede sig op i Kina.

»Vi så en fremgang på seks euro for Nord-West-noteringen på en uge. Det har jeg ikke oplevet før, og jeg havde ikke forventet, at noteringen for smågrise kom så højt op så hurtigt, for den kom fra et meget lavt niveau«, siger han.

Det er eksporten med Kina i spidsen, der driver priserne. Men også godt vejr i Europa med stort salg af svinekød til Weber-grillen i haven kan booste priserne på svinekød.

»I 2017 skyldtes de høje priser, at kineserne omstrukturerede deres svineproduktioner, men denne gang, hvor landet er ramt af afrikansk svinepest, og der meldes om, at 25 procent af bestanden af svin er væk, er der grundlag for en endnu større efterspørgsel på svinekød. På den baggrund tror jeg, at vi vil se smågrisepriser, der skal lidt højere op end det nuværende høje niveau«, siger Markus Fiebelkorn.

Han vurderer, at situationen med afrikansk svinepest vil efterlade kineserne med en kæmpe mangel på svinekød, som den europæiske svinesektor langtfra kan dække med eksport.

Markus Fiebelkorn hører også meldinger om, at mange kinesiske svineproducenter for tiden vælger at slagte deres dyr af frygt for afrikansk svinepest. Det begrænser behovet for kinesernes import af svinekød for en periode.

»Når kineserne slagter ud nu, kommer kødet til at mangle i andet halvår, og det gør, at vi tror på fortsatte høje svinenoteringer«, siger han.

Justering af prognose

De hastigt stigende smågrisepriser overgår hans prognose for Nord-West-noteringen, der i andet og tredje kvartal er sat til 48 euro.

Derfor regner han også med at opjustere prognosen, når den udkommer igen i starten af juni.

»Med den overordnede tendens, vi har set for smågrisene den seneste tid, rammer vi nok 58 euro i gennemsnit i andet kvartal«, vurderer han.

Faktaboks

Nord-West

  • En notering for Nord-West kan ikke sammenlignes med en dansk puljenotering, da noteringen afspejler prisen for en 25 kgs-gris.
  • Derfor skal der lægges et tillæg for fem kg gris oven i noteringen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle